Beskæftigelse

Store geografiske forskelle i ukraineres beskæftigelse

DA Analyse

Der er stor forskel på, hvor mange ukrainere der er i beskæftigelse på tværs af kommunerne i Danmark. Generelt er andelen af ukrainere i arbejde højest i de jyske kommuner. Billund Kommune klarer sig bedst af alle kommuner, hvor 98 procent af de ukrainere, der gerne vil arbejde, er i job.

- Overordnet er det lykkedes rigtig godt at få ukrainerne, som er flygtet fra krigen, i beskæftigelse. Men der er relativt store geografiske forskelle. I nogle kommuner er der et klart potentiale for at øge beskæftigelsen for ukrainere, siger vicedirektør i DA Erik E. Simonsen

 

 

Stevns klarer sig dårligst med 57 pct. af ukrainere, der gerne vil have et job, i beskæftigelse.

Kommuner, der ligger tæt på hinanden, kan have en meget forskellig andel ukrainere i beskæftigelse. Dette gælder for eksempel Køge med 81 pct. i job og Stevns med 57 pct. Samme mønster er der fx mellem Randers og Favrskov kommuner og mellem Nyborg og Kerteminde kommuner. En række kommuner kan dermed lade sig inspirere af måden, nabokommunen griber indsatsen an.

- Det giver anledning til at se på, hvordan man hjælper de fordrevne ukrainere bedst med at komme i beskæftigelse. Med så store forskelle blandt kommunerne må der alt andet lige være forskellige tilgange til at hjælpe ukrainerne, udtaler Erik E. Simonsen.

På landsplan har 78 procent af de fordrevne ukrainere, der gerne vil i arbejde, fået et job. Det svarer til, at 11.164 ukrainere, med ophold efter særloven, er i beskæftigelse i Danmark.

Hvis det lykkes for de kommuner, der ligger under det nuværende landsgennemsnit, at komme op på gennemsnittet, så vil 334 flere ukrainere komme i beskæftigelse.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE