Uddannelse og kompetencer

Flere unge med handicap skal kunne tage en erhvervsuddannelse

Pressemeddelelse

Det skal være nemmere at tage en erhvervsuddannelse, hvis man som ung har en funktionsnedsættelse. Derfor foreslår DA ny model for erhvervsuddannelser på deltid.

Der er brug for at skabe mere fleksible veje gennem en erhvervsuddannelse for elever med funktionsnedsættelser.

Selvom mange elever med funktionsnedsættelser kan gennemføre på ordinær tid, hvis de får den rette støtte, så er der en mindre gruppe af elever, hvor det ikke er realistisk at gennemføre uddannelsen på fuld tid, selvom eleven har fagligheden og motivationen til at blive faglært.

Derfor foreslår Dansk Arbejdsgiverforening (DA) nu at gøre rammerne på erhvervsuddannelserne mere fleksible, så elever med funktionsnedsættelse får mulighed for at tage hele uddannelsen på nedsat tid.

- Ved at tilbyde erhvervsuddannelser på nedsat tid kan vi sikre, at flere unge får mulighed for at tage en uddannelse og bidrage på arbejdsmarkedet. Det er ikke kun en fordel for de unge selv, men også en god investering for samfundet som helhed, siger Jannik Bay, der er uddannelses- og integrationschef i DA.

Helt konkret foreslår DA en model med to spor:

  • Spor 1: Elever med funktionsnedsættelse skal, som tilfældet er i dag, kunne indgå en uddannelsesaftale om nedsat tid med en virksomhed, men der skal derudover gives mulighed for også at tage alle skoleophold på både grund- og hovedforløb på nedsat tid.
  • Spor 2: Elever med funktionsnedsættelse skal kunne visiteres til en uddannelsesaftale på nedsat tid, der indgås med skolen i stedet for en virksomhed. Skolen har her ansvaret for at indgå tidsafgrænsede aftaler med en eller flere virksomheder om oplæring på nedsat tid, hvor målet er, at så meget af elevens oplæringstid som muligt foregår på en virksomhed.

Formålet med de to spor er at sikre, at elever med funktionsnedsættelse på erhvervsuddannelserne ligesom på andre uddannelser får mulighed for nedsat tid gennem hele uddannelsen, og at det bliver en god løsning for både virksomheder og elever, lyder det fra DA’s uddannelses- og integrationschef.

- Mange virksomheder har gode oplevelser med at have mennesker med funktionsnedsættelse ansat. Håbet er derfor, at vi med den foreslåede model får skabt nogle veje, som både kan fungere for eleverne og virksomhederne, så det ikke bare ser godt ud på papiret, men rent faktisk kan blive brugt af flere virksomheder og elever i praksis, siger Jannik Bay.

Foruden mere fleksibilitet i uddannelsesforløbet er der også behov for at sikre en økonomisk ordning, der gør, at eleverne kan få hverdagen til at hænge sammen, mens de tager deres uddannelse på nedsat tid.

Forslaget om nedsat tid indebærer derfor en økonomisk top-op ordning, hvor virksomhederne fortsat udbetaler løn svarende til det antal timer, som eleven kan arbejde, mens der toppes op til fuldtidsløn via statsligt tilskud.

Læs hele DA’s forslag her: Mere fleksible erhvervsuddannelser for elever med funktionsnedsættelser

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER