Uddannelse og kompetencer

Aftale er godt første skridt mod flere unge i fritidsjob

Pressemeddelelse

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har netop indgået en aftale om flere unge i fritidsjob. Det er første skridt forud for det vigtige videre arbejde med at sikre de nødvendige regelændringer, så flere unge kan opleve værdien af et fritidsjob.

På baggrund af regeringens udspil i juni indgik arbejdsmarkedets parter en fælles forståelse om, at flere unge skal have et fritidsjob. Derfor er det ifølge DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad, positivt, at der nu følges op med en politisk aftale mellem regeringen og et bredt flertal i Folketinget. 

- Vi ved, at fritidsjob har en positiv effekt for unge i forhold til, hvordan de klarer sig senere hen. Derfor er det centralt med politisk opbakning, hvis vi sammen skal lykkes med at sikre, at flere unge oplever værdien af et fritidsjob. Aftalen her er et første skridt i den rigtige retning, siger Jacob Holbraad.

Af aftalen fremgår det, at arbejdsmarkedsbidraget for unge under 18 år afskaffes, at kommunerne får bedre mulighed for at vejlede om fritidsjob gennem den kommunale ungeindsats, ligesom der også justeres på det tidsrum, de unge må arbejde i.

- Det er godt, at unge får større økonomisk incitament til at tage et fritidsjob, og at kommunerne i højere grad skal være med til at introducere unge til muligheden for at have et fritidsjob. Men det kan ikke stå alene.Der er også brug for regelændringer, der gør det lettere for virksomhederne at tilbyde fritidsjob, siger Jacob Holbraad.

I aftalen forpligter regeringen sig på at gennemføre en række initiativer fra regeringsudspillet i juni måned, hvor der indgik flere forslag til at fjerne barrierer i arbejdsmiljøreglerne. Det er et vigtigt signal til den videre proces i Beskæftigelsesministeriet med at lave de relevante ændringer i bekendtgørelser og vejledninger, lyder det fra DA’s administrerende direktør.

- Der er behov for regelændringer, der sikrer, at unge kan løse flere opgaver og arbejde med ufarlige maskiner, hvis vi skal lykkes med, at flere unge har et fritidsjob. Det arbejde bidrager DA selvfølgelig gerne til, siger Jacob Holbraad.

DA kom i marts 2024 med udspillet ”Flere unge skal opleve værdien af et fritidsjob” med 13 forslag til, hvordan flere unge kan have et fritidsjob.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER