Tre ønsker til bedre danskundervisning

Integration

Tre ønsker til bedre danskundervisning

Debatindlæg

Danskundervisningen skal gøres mere overskuelig. Der skal oprettes brancherettede forløb, og mulighederne for danskundervisning ude på virksomhederne skal forbedres.

Af Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening.

Dansk er en vigtig forudsætning for at deltage samfundet, både på arbejdsmarkedet og i fritidslivet. Derfor er det helt afgørende for integrationen af flygtninge og indvandrere samt de udenlandske medarbejdere, der kommer til Danmark for at arbejde, at vi ser nærmere på, hvordan vi kan forbedre den nuværende danskundervisning.

Med Trepartsaftalen om voksen- og efteruddannelse (VEU) blev det i september sidste år besluttet at nedsætte et tværministerielt samarbejde, der skulle se på udfordringer i danskundervisningen. Nu er arbejdet påbegyndt, og i DA har vi tre ønsker til, hvordan danskuddannelsen kan forbedres.

For det første mener vi, at danskundervisningsområdet skal ses efter i sømmene og gøres mere overskueligt for både virksomheder og borgere. Der er i dag mange forskellige tilbud, som er koblet til forskellige udbydere, målgrupper og rettigheder. Det gør det meget svært at navigere i for de virksomheder, der gerne vil sende deres medarbejdere på danskkursus. I samme ombæring bør man se på, om det er hensigtsmæssigt, at udenlandske borgeres ret til danskundervisning udløber efter fem år i Danmark.

For det andet er der brug for at få udarbejdet nogle mere brancherettede tilbud. I dag er danskuddannelsen meget orienteret mod generelle ”boglige” prøver – og det lider det praktiske, anvendelsesorienterede og brancherettede under. Samtidig kan det gå ud over motivation og indlæring, for det er nemmere og mere relevant at lære om fx en ”murerske”, hvis man også møder det værktøj i hverdagen. Derfor bør der i højere grad være fokus på ord, udtale og samtaler, som man også møder i dagligdagen med kollegaerne på arbejdspladsen.

Endelig – som det tredje – skal vi forbedre mulighederne for danskundervisning ude på virksomhederne, ligesom der er et potentiale i at bruge de nye teknologiske muligheder i form af digitale redskaber som et supplement til den traditionelle sprogundervisning. Disse løsninger kan målrettes efter den enkeltes behov, og varieret undervisning er til gavn for alle. Vi foreslår derfor, at der afsættes en pulje til forsøg med brug af digitale læse- og skriveteknologier, som kan søges af udbydere og virksomheder, der ønsker at gøre brug af teknologien på deres arbejdsplads.

Danskundervisningen er én af de vigtigste trædesten for at komme ind på arbejdsmarkedet og begå sig på en arbejdsplads. Arbejdet med bedre danskundervisning til udlændinge, flygtninge og indvandrere er derfor meget vigtigt. Med disse forslag til forbedringer kan vi tage store skridt fremad – til gavn for den enkelte, arbejdspladserne og integrationen i samfundet.

Debatindlæg bragt i Politiken den 26. august 2024

Læs mere om

INTEGRATION