Arbejdsmiljø og sundhed
Vi deler bekymringen for stress – og ambitionen om at tage det alvorligt
28. maj 2026
Debatindlæg
Stress har store menneskelige konsekvenser. Derfor ærgrer det os, når DM læser vores analyse som en bagatellisering af stress frem for et ønske om en mere nuanceret debat om årsager og løsninger.
- Af Mina Bernardini, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
For nylig kritiserede DM’s forperson, Janne Gleerup, her i avisen DA for at bagatellisere stress og løbe fra arbejdsgiveransvaret.
Det er alvorlige beskyldninger. Problemet er bare, at hun i vidt omfang argumenterer imod en stråmand.
For selvfølgelig er stress alvorligt. For de mennesker, der rammes hårdt, kan konsekvenserne være både menneskeligt og arbejdsmæssigt voldsomme. Det er netop derfor, vi skylder debatten præcision frem for skyttegravsretorik.
Janne Gleerup skriver, at DA med “ét snuptag” fjerner størstedelen af de stressramte fra statistikken, når vi kommer frem til, at 6 pct. af lønmodtagerne har et højt stressniveau. Det er ganske enkelt ikke korrekt.
Det tal på 26,2 pct., som ofte bruges i debatten, og som Janne Gleerup refererer til, er ikke et mål for, hvor mange danskere, der klinisk set er alvorlig stressede. Det fremgår faktisk af Den Nationale Sundhedsprofil selv. Her skriver forskerne eksplicit, at grænsen for “højt stressniveau” i deres undersøgelse ikke bygger på en klinisk tærskel, men på en relativ afgrænsning, og at man ikke bør fokusere på forekomsten i sig selv, men derimod kun bruge målet til at sammenligne grupper og udvikling over tid.
Det kan lyde som en lille teknikalitet, men det er en vigtig nuance og et væsentligt metodisk faktum.
Hvis man vil løse et problem, må man forstå, hvad tallene faktisk siger — og hvad de ikke siger. Når Janne Gleerup bruger tallet som et entydigt mål for, hvor mange “stressramte” der findes, gør hun netop det, forskerne bag metoden advarer imod.
Virkeligheden er mere kompleks
Hvis man vil løse et alvorligt problem, må man starte med at forstå det ordentligt.
Vi siger ikke, at stress ikke findes. Vi siger ikke, at arbejdspladser ikke har et ansvar. Vi siger ikke, at forebyggelse er irrelevant. Tværtimod.
Det, vi siger, er, at stress er et komplekst problem, som fortjener mere nuancerede forklaringer end den bekvemme fortælling om, at årsagen ganske enkelt er arbejdsgiverne. Det er ikke at løbe fra ansvaret. Det er at tage problemet alvorligt.
Selvfølgelig spiller arbejdspladsen en vigtig rolle i både forebyggelse og håndtering af stress. Det har vi skrevet tydeligt flere steder – både i analyser og indlæg.
Men Janne Gleerup gør debatten unødigt sort-hvid, når hun placerer problemet alene ”på arbejdspladserne”. Stress opstår sjældent i et vakuum. Familieforhold, økonomi, sygdom, livskriser, personlig sårbarhed og arbejdsliv kan alle spille ind, ofte samtidig.
At anerkende det er ikke at individualisere ansvaret. Det er at tage mennesker alvorligt som hele mennesker – og ikke reducere problemet til en bekvem politisk fortælling.
Det mest paradoksale er måske, at Janne Gleerup anklager os for at negligere stress, når vores pointe i virkeligheden er det modsatte: Stress er alt for alvorligt til politiske stråmænd og sort-hvide forklaringer.
Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 28. maj 2026.