Uddannelse og kompetencer
Epx skal være et reelt gymnasialt alternativ
8. juli 2026
Debatindlæg
Epx skal være et aktivt tilvalg for unge – ikke en restuddannelse. Det kræver et fagligt niveau, der åbner døre til både videre uddannelse og job.
Af Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening, Andreas Thorsager, formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever og Aske Christiansen, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation.
Epx har potentialet til at blive et afgørende nybrud i det danske uddannelsessystem. En gymnasial uddannelse, der i højere grad forener teori og praksis, kan åbne nye veje for tusindvis af unge og styrke både deres muligheder og samfundets behov for kvalificeret arbejdskraft. Men hvis epx skal lykkes som en attraktiv gymnasial uddannelse, kræver det, at det faglige niveau er tilstrækkeligt højt.
Ekspertgruppen om epx har sat en klar retning. Den bør vi holde fast i, hvis epx skal blive et relevant tilbud for op mod 40 pct. af en ungdomsårgang. Epx skal kunne rumme en bred elevgruppe med forskellige forudsætninger og interesser – men det må ikke føre til, at det faglige niveau bliver den laveste fællesnævner. Tværtimod er det et tydeligt fagligt niveau, der kan samle eleverne om en meningsfuld og ambitiøs uddannelse.
Det er aftalt, at adgangskravet til epx skal være en bestået afgangseksamen fra folkeskolen, mens adgangskravet til de øvrige gymnasiale uddannelser hæves til et gennemsnit på 6,0. Netop derfor må epx ikke udvikle sig til en "restuddannelse" for dem, der ikke opfylder adgangskravene til de øvrige gymnasiale uddannelser.
Hvis epx primært bliver opfattet som en uddannelse for dem, der ikke kan komme ind andre steder, vil den ikke lykkes. Den skal være et aktivt tilvalg – ikke et andetvalg.
Unge er kloge. De gennemskuer hurtigt, hvis en eksamen kun er gymnasial på papiret, men ikke i praksis giver adgang til de samme muligheder, og mange orienterer sig naturligt mod de uddannelser, der giver de bedste muligheder for videre uddannelse.
Ekspertgruppens anbefalinger peger i den rigtige retning. Her lægges der blandt andet op til, at flere fag placeres på B-niveau. Det er en vigtig forudsætning for, at epx får den nødvendige tyngde og kan åbne døre – både til erhvervsuddannelser og til videregående uddannelser.
Den praktiske faglighed har ikke et lavere niveau
Samtidig er det vigtigt at fastholde, at et højt fagligt niveau ikke står i modsætning til, at pensum og undervisningsformen på epx skal tilbyde noget andet end de øvrige gymnasiale uddannelser. Hvis epx skal være en mere praksisnær gymnasial uddannelse, skal det naturligvis afspejles i undervisningen og i det, som eleverne vurderes på.
Det kræver, at vi gentænker, hvad der definerer et A-, B- og C-niveau, så det ikke alene baserer sig på den boglighed, som har kendetegnet gymnasiet, men også kan rumme det praksisnære, som er det andet ben, epx skal stå på. Et B-niveau i dansk på epx skal være det samme som et B-niveau i dansk på en anden gymnasial uddannelse, men indholdet er forskelligt.
I tillæg til kendte gymnasiale fag som dansk, engelsk og matematik skal der på epx også udvikles en række nye grenfag og valgfag. De fag skal være med til at farve indholdet i de kendte gymnasiale fag og bidrage til at give epx den rette balance mellem boglighed og det praksisnære. Hvis de nye fag ikke kan rummes i de gymnasiale niveauer, bliver konsekvensen, at epx i for høj grad kommer til at ligne de gymnasiale uddannelser af i dag, og at eleverne vil få svært ved at komme videre, hvis deres fag ikke anerkendes på lige fod med andre gymnasiale fag.
Vi står med en historisk mulighed for at skabe en ny og stærk gymnasial ungdomsuddannelse. En uddannelse, der kan bygge bro mellem det boglige og det praksisnære, hvor grenfag og valgfag giver uddannelsen en tydelig faglig identitet, og som giver unge flere veje til job og videre uddannelse. Men det kræver, at vi tør stille krav og holde fast i kvaliteten.
Derfor er vores fælles opfordring klar: Hold fast i ekspertgruppens anbefalinger. Skab et solidt fagligt fundament, som også kan rumme det praksisnære. Og gør epx til et reelt gymnasialt alternativ, som unge vælger til – fordi det åbner muligheder, ikke fordi det lukker dem.
Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 8. juli 2026.