Uddannelse og kompetencer
18-24 åriges tilgang til erhvervsuddannelserne
24. oktober 2024
Artikel
I nedenstående findes en række analyseresultater om de 18-24-årige, der tilgår en erhvervsuddannelse i dag, samt hvordan gruppen har udviklet sig over tid.
Analysen betragter perioden 2017-2022, hvor den årlige tilgang af 18-24-årige til erhvervsuddannelserne er faldet fra 21.000 elever til 14.000 elever årligt.
Da de 18-24-årige på erhvervsuddannelserne er en meget blandet gruppe, bestående af elever med meget forskelligartede baggrunde, tager analysen for overskuelighedens skyld udgangspunkt i fire stiliserede elevgrupper.
De fire grupper defineres som
- De beskæftigelsesorienterede: Unge, som har været i beskæftigelse minimum halvdelen af tiden mellem afsluttet grundskole og start på erhvervsuddannelsen.
- De gymnasieorienterede: Unge, der har gået på gymnasiet og herefter påbegyndt en erhvervsuddannelse. Inkluderer både unge med og uden afsluttet studentereksamen.
- De ubeslutsomme: Unge, som har afbrudt minimum én anden erhvervsuddannelse forud for nyeste tilgang til erhvervsuddannelserne.
- De unge (resten): Unge, som ikke opfylder definitionskravet til nogle af de resterende grupper.
Det store fald i de 18-24-åriges tilgang til erhvervsuddannelserne findes hovedsageligt blandt unge i de gymnasieorienterede- og ubeslutsomme elevgrupper.