Overenskomst og arbejdsret
Styrket trepartsaftale vil redde endnu flere virksomheder og job
30. marts 2020
Pressemeddelelse
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har i dag indgået aftale om at udvide trepartsaftalen om lønkompensation til privatansatte. Den skal hjælpe endnu flere virksomheder og medarbejdere godt gennem coronakrisen.
I dag har regeringen og arbejdsmarkedets parter givet håndslag på at justere den trepartsaftale om lønkompensation, som parterne indgik for to uger siden for at holde hånden under danske virksomheder og arbejdspladser.
Trepartsaftalen bliver justeret, så virksomheder får en lønkompensation fra staten på 75 pct. af funktionærers løn, dog maksimalt 30.000 kr. pr. måned. For ikke-funktionærer kommer den statslige lønkompensation fremadrettet til at dække 90 pct., dog maksimalt 30.000 kr. pr. måned. Ændringerne i lønkompensationsgrænsen vil ske med tilbagevirkende kraft.
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad udtaler:
- Vi lavede for to uger siden en aftale om en historisk håndsrækning til danske virksomheder og deres medarbejdere. Den udstrakte hånd har over 11.000 virksomheder indtil videre taget imod, og vi har sammen sikret, at tusindvis af danskere ikke har mistet deres job. Det er jeg meget glad for.
- Men situationen i dansk erhvervsliv er blevet så bælgmørk, at mange virksomheder ikke kan se noget lys nogen steder. Lønkompensationsordningen har indtil nu ikke været tilstrækkelig for dem. Med dagens aftale kan vi hjælpe langt flere virksomheder med at undgå, at de skal lukke ned og deres medarbejdere miste deres levebrød. Vi breder et endnu mere fintmasket sikkerhedsnet ud under Danmark.
- Regeringen og arbejdsmarkedets parter har hele tiden fulgt udviklingen tæt og været klar til at skride ind, hvis der var behov for at gøre mere. I dag viser vi, at vi med den danske model kan handle hurtigt og ansvarligt - også i krisetider. Jeg vil gerne kvittere for et stærkt samarbejde.