Løn og ansættelse
Der er ikke noget prekariat i Danmark
25. februar 2019
Debatindlæg
I stedet for at diskutere prekariatet skulle vi diskutere, hvorfor det danske arbejdsmarked er karakteriseret ved en høj og stabil beskæftigelse samt en høj jobtilfredshed.
”Prekariatet” dukker af og til op i den offentlige debat. Begrebet dækker over løstansatte, som nok har et job, men som alligevel er i en udsat position på arbejdsmarkedet.
Det kan være, fordi de er ansat på korte kontrakter, eller fordi de har få timer og dermed lav indkomst.
Krakas tal er for høje
For nylig har tænketanken Kraka i en i øvrigt udmærket analyse opgjort gruppen til at omfatte seks til ni procent af alle danske lønmodtagere. Det er høje tal, så kan det virkelig passe?
Dansk Arbejdsgiverforenings gennemgang af arbejdsmarkedstal fra Danmarks Statistik viser, at tallet er markant mindre. Under en halv procent af danske beskæftigede kan reelt betragtes som udsatte.
Gruppen omfatter både personer på korte kontrakter, deltidsansatte med få timer og freelancere, som ønsker anden beskæftigelse uden umiddelbart at kunne opnå det.
Derudover er det forkert at tale om en udvikling i retning af flere deltids- og tidsbegrænsede ansættelser i Danmark, som nogle ellers gør. Billedet er stort set uændret de sidste årtier.
Realiteten er, at en meget lille gruppe på det danske arbejdsmarked er i en udsat position. Det skal man selvfølgelig tage alvorligt, og heldigvis kan man se, at denne gruppe har god mulighed for at opnå mere stabil beskæftigelse inden for en kort periode.
Hvad vil det sige at være udsat?
Debatten er en god anledning til at diskutere, hvad vi egentlig forstår ved at være udsat på arbejdsmarkedet.
De seks til ni procent, som Kraka regner sig frem til, er baseret på Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse. Her spørger man deltidsansatte, hvorfor de er ansat på deltid. Hvis de svarer, at de ikke kunne finde job på fuld tid, er de i Krakas analyse ufrivilligt deltidsansatte og del af prekariatet.
Man spørger imidlertid også de ”ufrivilligt” deltidsansatte, om de ønsker at arbejde flere timer. Til det svarer to tredjedele nej. Kun en tredjedel ønsker flere timer. Og heraf har kun halvdelen gjort en indsats for at få det, eksempelvis ved at spørge deres chef eller søge et andet job.
Med andre ord er en sygeplejerske, der arbejder 32 timer om ugen, fordi hun ikke kunne finde et fuldtidsjob, en del af prekariatet, også selv om hun ikke ønsker at arbejde flere timer og heller ikke har gjort noget for at komme til det.
På samme måde er en person i en tidsbegrænset stilling del af prekariatet, hvis han oplyser, at han ikke kunne finde et fast job. En afdelingschef i Finansministeriet er principielt en del af prekariatet, hvis han ville foretrække, at hans åremålskontrakt ikke var tidsbegrænset.
Er det virkelig det, vi forstår ved at være udsat på arbejdsmarkedet?
En akademisk modedille
I stedet for at lade, som om prekariatet i dansk sammenhæng er mere end en akademisk modedille, burde man diskutere, hvorfor det danske arbejdsmarked er karakteriseret ved en høj og stabil beskæftigelse samt en høj jobtilfredshed.
En væsentlig forklaring er, at det danske arbejdsmarked er fleksibelt.
Når lønmodtagerne i Danmark – modsat eksempelvis Spanien, Frankrig og endda Sverige – har let ved at finde god beskæftigelse, skyldes det blandt andet, at vi har en forholdsvis lav grad af regulering, og at det derfor er relativt nemt for arbejdsgiverne at ansætte.
Det er vigtigt at sikre, at det også fremover er tilfældet – det burde være omdrejningspunktet for debatten.
Bragt i Altinget 25. februar 2019