Beskæftigelse
Internationale medarbejdere med permanent ophold gavner fortsat økonomien
6. oktober 2025
DA Analyse
Kun 13 procent af internationale medarbejdere fra 3. lande ender med at få permanent ophold i Danmark. Og de bidrager fortsat positivt til dansk økonomi. Langt de fleste bliver i job, mens kun få modtager offentlige ydelser.
Internationale medarbejdere fra tredjelande er fortsat en økonomisk gevinst for Danmark, selvom de får permanent opholdstilladelse og dermed adgang til offentlige ydelser. Langt hovedparten er fortsat i beskæftigelse, og hvis de ikke er i beskæftigelse, er de typisk udrejst eller selvforsørgende.
For internationale medarbejdere er adgangsbilletten til at modtage offentlige ydelser blandt andet at opnå permanent opholdstilladelse. For at opnå permanent opholdstilladelse skal en række betingelser være opfyldt, jf. boks 1.
De fleste internationale medarbejdere fra tredjelande rejser hjem igen efter en periode, og kun 13 pct. ender med at få permanent ophold.
I perioden februar 2008 til april 2024 har ca. 11.300 internationale medarbejdere fra tredjelande fået en permanent opholdstilladelse. Heraf bor 10.800 stadig i Danmark i dag, jf. figur 1.
Af disse personer er 86 pct. i beskæftigelse, 6 pct. er selvforsørgende, og blot 8 pct. er på en offentlig ydelse. Heraf modtager flest dagpenge, mens næsten ingen (0,2 pct.) er på førtidspension, jf. tabel 1.
Høj beskæftigelse selv 15 år efter
Uanset hvor længe de internationale medarbejdere har haft permanent opholdstilladelse, har de en høj beskæftigelsesfrekvens, jf. tabel 1. En lidt større andel af dem, der fik permanent opholdstilladelse i perioden 2008-2013, er selvforsørgende i dag sammenlignet med dem, der fik permanent ophold 2014-2024. Beskæftigelsesfrekvensen er højst for dem, der har opnået permanent opholdstilladelse i perioden 2022-2024.
10 pct. af dem, der fik permanent opholdstilladelse i perioden 2008-2013, er ikke længere bosiddende i Danmark.
For at opnå permanent ophold, skal man leve op til en række grundlæggende betingelser og to ud af fire supplerende betingelser. Opfylder man alle grundlæggende og supplerende betingelser, kan man få permanent ophold efter fire år mod de sædvanlige otte år.
De grundlæggende betingelser, som skal være opfyldt af alle, er blandt andet: Lovligt ophold i Danmark i mindst otte år; ingen forfalden gæld til det offentlige; ikke have modtaget hjælp efter aktivloven eller integrationsloven; have været i beskæftigelse i minimum 3,5 år og fortsat være i arbejde; have bestået Prøve i Dansk 2 og ikke have begået visse former for kriminalitet.
De supplerende betingelser er: Bestået Prøve i Dansk 3; have været i arbejde i mindst fire år; have bestået medborgerskabsprøve eller have udvist medborgerskab og have haft en årlig indkomst på gennemsnitligt 331.250 kroner de seneste to år.
Når en international medarbejder får opholdstilladelse gennem erhvervsordningerne, må deres ægtefælle eller faste samlever samt børn under 18 år følge med. Der er krav om, at familien har samme bopæl, men der er ikke krav om forsørgelse, hvis hovedpersonen har opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af en lønnet ansættelse. Der er kun krav om, at det medfølgende familiemedlem skal søge om arbejdstilladelse, hvis vedkommende ønsker ansættelse på samme virksomhed som hovedpersonen. Et medfølgende familiemedlem har ret til serviceydelser, fx skolegang eller sundhedsydelser, men vedkommende har ikke mulighed for at modtage sociale ydelser som fx kontanthjælp.
Sådan har vi gjort
Ovenstående opgørelser tager udgangspunkt i alle internationale medarbejdere, som ligger i kategorien ”ophold til erhverv (3. lande)” ekskl. medrejsende ægtefæller, jf. Jobindsats.dk og som efterfølgende har fået permanent opholdstilladelse og som stadig er bosiddende i Danmark.
Datamaterialet dækker perioden januar 2008 til april 2024, og analysen medtager personer, der har fået permanent opholdstilladelse i perioden februar 2008 til april 2024. Samtidig indeholder registeret også kun personer, der er i beskæftigelse på det pågældende tidspunkt, hvor de fik permanent opholdstilladelse.
Opgørelsen vurderes dog at give et dækkende billede de personer, som har fået permanent ophold, idet personer på erhvervsordningerne generelt mister deres opholdstilladelse, når de ikke længere er i job (en del af erhvervsordningerne har en tidsbegrænset mulighed for at søge job ved ikke selvforskyldt ledighed).
Populationen med permanent ophold kobles derefter med DREAM (Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase) for at finde ydelser og beskæftigelsesstatus i den sidste uge i juli 2025.