Politisk debat om pension er på galt spor

Beskæftigelse

Politisk debat om pension er på galt spor

Debatindlæg

Det er den fuldstændigt forkerte vej at gå, når flere af Folketingets partier vil pille ved pensionssystemet. Samtidig lader det til, at partierne har lukket øjnene for de seneste års succes med at få seniorer til at blive på arbejdsmarkedet.

Af Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

De seneste par uger har debatten om danskernes pensionsalder fyldt meget som følge af flere partiers udmeldinger om fremtidens folkepensionsalder og indretning af arbejdsmarkedspensionerne. Det er forståeligt, for indretningen af pensionssystemet er vigtig for den enkelte person, de offentlige finanser og virksomhederne, som værdsætter og har brug for deres seniormedarbejdere.

Desværre kan debatten hurtigt blive meget sort-hvid, hvor man glemmer vigtige nuancer om seniorers tilbagetrækning, jobtilfredshed og de seneste års store succes med at få seniorerne til at blive på arbejdsmarkedet. I denne debat må man heller ikke glemme betydningen af vores sunde pensionssystem, som både løfter pensionisternes levegrundlag og som bidrager til at finansiere velfærdssamfundet på længere sigt.

I dag er der 147.000 personer på 60 år eller derover, som modtager førtidspension, seniorpension, efterløn og tidlig pension. Vi har altså mange tilbagetrækningsordninger til dem, som på grund af helbred eller ønsker om mere fritid, vælger at trække sig tidligt tilbage. Heldigvis har langt hovedparten af danskerne helbredet og lysten til at fortsætte med at bidrage på det danske arbejdsmarked.

Fra 2019 til 2022 har vi løftet folkepensionsalderen fra 65 år til 67 år. Det har været en stor succes, og det har øget beskæftigelsen for de 65- og 66-årige med over 20.000 personer. Succesen afspejler, at ældre lever længere og har flere sunde leveår. Men succesen stopper ikke her. Over 90.000 seniorer fortsætter med at arbejde, efter de er nået folkepensionsalderen – det svarer til en stigning på 15 pct. på bare to år. Udviklingen er godt hjulpet på vej af, at lønindkomst ikke længere modregnes i folkepensionen, men grundlæggende viser det, at seniorer kan og vil arbejde, hvis de rette incitamenter er der. 

Samtidig ved vi, at mange seniorer er rigtige glade for deres arbejde - ja, faktisk er seniorerne den gruppe, som er mest tilfredse med deres arbejde, viser tal fra Arbejdstilsynet

Derfor er det måske i virkeligheden ikke så underligt, når vi ser, at mange seniorer fortryder deres pensionering. Ifølge tal fra Ældre Sagen svarer 1 ud af 4 på 70+ år, der har trukket sig tilbage, at de gerne ville have fortsat længere med at arbejde. Det vidner om, at arbejde skaber indhold i dagligheden og kan forebygge ensomhed. Det sidste ser vi netop blandt dem, der fortsætter med at arbejde efter folkepensionsalderen. De er lykkeligere og mindre ensomme end dem, som trækker sig før tid eller ved folkepensionsalderen, viser en undersøgelse fra projektet SeniorKlar

Når vi går på pension, sikrer arbejdsmarkedspensionerne sammen med folkepensionen en god indkomst som pensionist. Det er et system, som høster international anerkendelse. Vores arbejdsmarkedspension er endnu ikke fuldt udbygget, men alligevel er der politikere, der taler for, at vi skal kunne bruge opsparingen længe før pensionen. Det er farlige overvejelser, som kan risikere at udhule vores opsparing markant. Det vil betyde lavere indkomst som pensionist, som tilmed skal fordeles over flere år, hvis folkepensionsalderen sættes ned. 

Derfor er det en fejlslagen kurs, når flere af Folketingets partier har fokus på at trække hænder ud af arbejdsmarkedet ved at slække på levetidsindekseringen af folkepensionsalderen eller ændre på vores arbejdsmarkedspensioner. Fokus bør i stedet være på, hvordan vi kan fastholde den nuværende succes med flere seniorer i arbejde og en god opsparing til ens alderdom. Det er til gavn for både den enkelte, men i høj grad også samfundet, så vi kan udvikle vores velstand og velfærd.

Bragt i Jyllands-Posten/Finans den 30. september 2024.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE