Beskæftigelse

Lovende start for den supplerende beløbsordning

DA Analyse

Antallet af internationale medarbejdere, der arbejder i Danmark via den supplerende beløbsordning har været stødt stigende, siden man indførte ordningen tilbage i april 2023.

Den supplerende beløbsordning for internationale medarbejdere fra lande uden for EU blev indført i april 2023, og lige siden har den været anvendt i stigende omfang af virksomhederne.

I august 2024 er der 1.700 fuldtidsbeskæftigede på ordningen, og antallet
stiger måned for måned. De 1.700 medarbejdere har bidraget til at reducere manglen på medarbejdere, men der er fortsat brug for langt flere medarbejdere i Danmark.

Ordningen fungerer som et supplement til den ordinære beløbsordning, hvor den årlige indkomstgrænse er 487.000 kr. Med den supplerende beløbsordning kan virksomheder rekruttere medarbejdere fra lande uden for EU til en lavere beløbsgrænse på 393.000 kr., hvilket gør det lettere at rekruttere internationale medarbejdere, jf. boks 1.

 

Det er primært hoteller og restauranter, der rekrutterer internationale medarbejdere gennem den supplerende beløbsordning, men også bygge og anlæg samt forskellige serviceerhverv benytter ordningen. De brancher hører generelt til dem, som oplever de største problemer med at rekruttere nye medarbejdere, jf. Beskæftigelsesministeriets rekrutteringssurvey.

Sammenligner man med de brancher, der anvender den oprindelige beløbsordning, er der en markant forskel. Det er hovedsageligt industri, videnservice, information og kommunikation, der anvender den ordning. For eksempel udgør bygge og anlæg 14 pct. af den supplerende
beløbsordning, mens andelen på den ordinære beløbsordning inden for bygge og anlæg udgør 5 pct. Den supplerende beløbsordning giver muligheder for, at et bredere udsnit af brancher kan rekruttere medarbejdere, som de mangler, uden for EU.

 

Den supplerende beløbsordning er et skridt i den rigtige retning. Men beløbsgrænsen på 393.000 kr. afskærer desværre fortsat en stor del af det danske arbejdsmarked, hvor virksomhederne også oplever store rekrutteringsudfordringer. Derfor ønsker DA en ny ordning, hvor
virksomheder frit kan ansætte internationale medarbejdere uden yderligere bureaukrati, hvis jobbet er overenskomstdækket.

Boks 1. Den supplerende beløbsordning

Den supplerende beløbsordning gør det muligt for personer fra lande uden for EU at ansøge om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvis man overholder et lønkrav på minimum 393.000 kr. årligt (herunder medregnes kontant løn inkl. faste tillæg og bonusser, indbetaling til arbejdsmarkedspension og udbetalte feriepenge). Lønnen skal være sædvanlig efter danske forhold og svare til den aflønning, som en tilsvarende medarbejder i Danmark ville modtage for samme arbejde. Ordningen kan kun benyttes, hvis ledigheden er under 3,75 pct., medarbejderen arbejder fuldtid og stillingen er slået op på Jobnet og EURES-portalen.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE