Beskæftigelse

DA om regeringens 2030-plan: Et godt skridt på vejen

Pressemeddelelse

2030-planen gentager regeringens ambitioner om et større arbejdsudbud og fremhæver en række initiativer. Ifølge DA-direktør er der dog fortsat stort behov for yderligere politisk handling og ambitiøse reformer, hvis regeringen i første omgang skal nå målet om 45.000 flere i arbejdsudbud frem mod 2030.

SVM-regeringen har netop præsenteret en 2030-plan, der blandt andet gentager regeringens ambition om at øge arbejdsudbuddet med 45.000 personer frem mod 2030. Regeringen fremhæver, at der med planen er gennemført eller planlagt konkrete tiltag, der når to tredjedele af vejen mod ambitionen fra regeringsgrundlaget. Tiltagene tæller blandt andet en skattereform, omlægninger i uddannelsessystemet og en kommende SU-reform. Tiltagene og de fortsatte ambitioner om at skaffe flere medarbejdere glæder Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening:

- Mangel på arbejdskraft er den helt store udfordring for både virksomheder og den offentlige sektor nu og i de kommende år. Derfor er det meget positivt, at regeringen er opmærksom på problemet og allerede har igangsat flere initiativer, der tager gode skridt på vejen. De 45.000 er en god ambition i denne regeringsperiode, men der er også behov for, at kommende regeringer tager skridtet videre.

I forbindelse med 2030-planen har regeringen også annonceret, at den dropper den ellers bebudede sammenlægning af seniorpension og retten til tidlig pension til én ny ordning. En nylig DA-analyse har ellers vist en voldsom stigning i tilgangen til seniorpension, hvor der ved udgangen af 2023 vil være 50 procent flere på ordningen, end hvad den daværende regering skønnede ved indførelsen. Derfor mener DA’s administrerende direktør, at regeringen bør ændre på, at alt for mange får seniorpension, selvom de fortsat kan arbejde:

- Seniorpensionen trækker for mange mennesker ud af arbejdsmarkedet, som potentielt har en arbejdsevne, der kunne bruges i andre brancher end lige netop deres seneste job. Det er helt uholdbart i den nuværende situation. Vi mener klart, at regeringen og Folketinget bør ændre arbejdsevnekriteriet i seniorpensionen, så det følger det generelle princip om, at en persons arbejdsevne skal vurderes op imod hele arbejdsmarkedet og ikke kun det seneste job.

DA’s administrerende direktør fremhæver i den forbindelse, at DA har fremlagt 15 konkrete reformforslag, som tilsammen kan skaffe 23.500 flere medarbejdere og dermed levere det antal, som regeringen mangler for at opfylde ambitionen i regeringsgrundlaget.

- Skulle regeringen mangle inspiration, så peger vores forslag blandt andet på flere internationale medarbejdere, flere seniorer i job, større økonomisk gevinst for fleksjobbere ved at arbejde mere og en langt mere målrettet beskæftigelsesindsats. Det er regeringen – og andre partier – mere end velkommen til at lade sig kraftigt inspirere af, siger Jacob Holbraad.

Læs alle DA’s reformforslag her: Ambitiøse reformer skal skaffe flere medarbejdere

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE