DA-reformforslag skaffer flere hænder og øger velstand

Beskæftigelse

DA-reformforslag skaffer flere hænder og øger velstand

Pressemeddelelse

DA’s nye reformprogram skaffer flere end 60.000 medarbejdere til de danske virksomheder, samtidig med at statens finanser forbedres med mere end 24 milliarder kroner frem mod 2030. Reformerne vil blandt andet sikre flere internationale medarbejdere, flere seniorer på arbejdsmarkedet, en mere effektiv offentlig sektor og et mere effektivt ydelsessystem.

Hovedformålet med DA’s reformforslag er at skaffe flere medarbejdere til danske virksomheder. Mangel på hænder og hoveder er den klart største udfordring for dansk økonomi nu og i de kommende år.

Administrerende direktør i DA, Jacob Holbraad, siger:

- Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er for Danmark, at vi løser udfordringen med mangel på medarbejdere. Vi vil gerne have et rigt og velstående samfund. Det kan vi kun få i fremtiden, hvis vi fortsætter med at gennemføre reformer, som sikrer vækst og arbejdspladser også i årene frem. Det er hovedopgaven for alle ansvarlige beslutningstagere.

- Vi ser allerede i dag, hvor store konsekvenser de manglende medarbejdere har. Det er for eksempel svært at få en håndværker ud, og virksomhederne må sige nej til ordrer hver eneste dag. Det er ikke blot en teoretisk, økonomisk diskussion. Det er noget, som alle danskere mærker i deres hverdag.

- Med vores reformforslag skaffer vi flere end 60.000 medarbejdere til de danske virksomheder. Flere i arbejde vil skabe mere vækst og mere velstand i Danmark. Det bør være det absolutte hovedfokus for politikerne under den kommende valgkamp, og når et regeringsgrundlag skal udarbejdes.

Læs alle DA’s forslag og effekter på økonomien her.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE