Beskæftigelse

Dagpengemodtageres manglende jobsøgning fører sjældent til sanktion

DA Analyse

Sanktioner til ledige dagpengemodtagere, der ikke står til rådighed, fordi de ikke søger job eller mangler vilje til job, er ikke særlig udbredt.

I første kvartal 2021 sanktionerede a-kasserne ca. 250 dagpengemodtagere med et arbejdskrav som følge af manglende rådighed, jf. figur 1. Det svarer til ca. 0,1 pct. af alle dagpengemodtagere i perioden.

 

De 250 sanktionerede står i kontrast til, at 3.100 dagpengemodtagere ikke havde registreret jobsøgning i januar 2021. Sammenholdes manglende jobsøgning i januar med sanktioner i første kvartal 2021, svarer det til, at ca. 8 pct. af dem, der ikke har søgt et eneste job i januar 2021, er blevet sanktioneret i første kvartal 2021.

Dertil kommer dog også de ledige, der ikke har søgt et eneste job i februar og marts 2021 på hhv. 2.900 personer og 2.200 personer. Medregnes de (med forbehold for gengangere), svarer det til, at ca. 3 pct. af dem, der ikke har søgt et eneste job i januar – marts 2021, har modtaget en rådighedssanktion (arbejdskrav) i første kvartal 2021.   

A-kasserne giver dermed langt fra sanktioner for manglende rådighed (arbejdskrav) til alle de dagpengemodtagere, der slet ikke søger et eneste job – og der er stor forskel på a-kassernes praksis. 

Kristelig A-kasse er den a-kasse, der i første kvartal 2021 har sanktioneret flest dagpengemodtagere på grund af manglende rådighed. Godt 100 ledige medlemmer af Kristelig A-kasse modtog den type sanktion i første kvartal 2021, jf. figur 2. Det svarer til ca. hver tredje af de dagpengemodtagere i Kristelig A-kasse, der ikke har søgt et eneste job i januar 2021.

 

Omvendt er rådighedssanktioner til ledige medlemmer af 3FA ikke særlig udbredt – dette på trods af, at 3FA er den a-kasse, hvor flest ledige medlemmer undlader at registrere jobsøgning i januar 2021.

I 1. kvartal 2021 vurderede 3FA, at 17 ledige medlemmer ikke var til rådighed for arbejdsmarkedet på grund af manglende jobsøgning eller lignende, og sanktionerede dem ved at fratage dem dagpengene indtil arbejdskravet var opfyldt. Det svarer 1 pct. af de knap 1.300 ledige medlemmer af 3FA uden jobsøgning i januar 2021. Den manglende jobsøgning i januar 2021 har dermed i langt de fleste tilfælde ikke ført til sanktioner i 1. kvartal 2021. 

Det skal dog tilføjes, at langt de fleste ledige 3FA-medlemmer er aktivt jobsøgende. 6 pct. har ikke søgt et eneste job i januar 2021 og andelen er faldet til knap 2 pct. i maj 2021 – der er den sidst tilgængelige måned – hvilket svarer til knap 250 personer.

Boks 1. Sanktioner ved manglende rådighed (arbejdskrav)

Ledige medlemmer af en a-kasse kan kun få dagpenge, hvis de står til rådighed for arbejdsmarkedet. At stå til rådighed for arbejdsmarkedet indebærer blandt andet krav om aktivt at søge job i hele den periode, ledige ønsker dagpenge for, samt krav om løbende at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog.

Det er a-kassens opgave at undersøge og vurdere, om ledige medlemmer står til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder løbende at følge med i jobsøgningen i jobloggen og vurdere, om de ledige søger et tilstrækkeligt antal job.

Hvis a-kassen på baggrund af en rådighedsvurdering vurderer, at den ledige ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, f.eks. fordi pågældende ikke aktivt søger job, mister den ledige retten til dagpenge.

Først når den ledige opfylder et såkaldt arbejdskrav – et krav om have arbejdet mere end 300 timer (som fuldtidsforsikret) eller mindst 150 timer (som deltidsforsikret) inden for 3 måneder – er den pågældende igen berettiget til dagpenge. 

Kilde: Bekendtgørelse om rådighed (BEK nr. 1700 af 19/08/2021)

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE