Beskæftigelse

Fortsat stor mangel på medarbejdere

Pressemeddelelse

Nye tal viser, at virksomhederne fortsat må lede forgæves efter nye medarbejdere. Hver femte rekrutteringsforsøg er forgæves, og Danmark gik det seneste halvår glip af ca. 31.000 arbejdspladser, fordi virksomhederne ikke kunne finde kvalificerede kandidater. Manglen på medarbejdere er stagneret på et højt niveau, og det er der brug for at gøre noget ved, siger underdirektør i DA Erik E. Simonsen.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har netop offentliggjort sit rekrutteringssurvey for december 2019. Undersøgelsen viser, at manglen på kvalificerede medarbejdere fortsat er en stor udfordring på det danske arbejdsmarked.

20 procent af virksomhederne måtte det seneste halvår lede forgæves efter nye medarbejdere, hvilket resulterede i 61.370 forgæves rekrutteringer. Heraf blev halvdelen af stillingerne besat af en kandidat uden de ønskede kvalifikationer, mens den anden halvdel aldrig blev besat. Danmark gik dermed glip af ca. 31.000 arbejdspladser. Det er samme høje niveau som sidste kvartals rekrutteringssurvey.

Underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Erik E. Simonsen udtaler:

- Manglen på medarbejdere er stagneret på et alt for højt niveau. Når Danmark på bare et halvt år går glip af 31.000 arbejdspladser, så kan vi ikke bare trække på skuldrene. Hvis vi fortsat vil have et samfund i vækst, og hvis vi også vil kunne finansiere fremtidens velfærd, så skal det tal bringes ned.

- Finansloven har åbnet op for, at vi kan udvide positivlisten og ad den vej tiltrække udenlandske faglærte medarbejdere. Det er positivt. Men der skal mere til. For eksempel er der brug for at styrke tilskyndelsen til at arbejde efter folkepensionsalderen, ligesom for mange unge hænger fast i et kontanthjælpssystem med for rigid fokus på uddannelse.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE