Arbejdsmiljø og sundhed

Lovbrud skal have konsekvenser, men entreprenørstoppet er ikke løsningen

Pressemeddelelse

Kollektiv afstraffelse af hele byggepladser, når blot én virksomheder ikke overholder reglerne, er ikke den rette vej at gå. Samtidig risikerer vi, at det bliver kontraproduktivt i forhold til virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde.

I dag har beskæftigelsesministeren fremsat lovforslag, der vil give Arbejdstilsynet hjemmel til at træffe afgørelse om et såkaldt entreprenørstop på byggepladser, hvor virksomhederne gentagne gange bryder arbejdsmiljøloven med betydelig risiko for de ansattes sikkerhed eller sundhed.

Forslaget vækker stor utilfredshed hos DA’s politiske chef for arbejdsmiljø og sundhed, Maria Bille Høeg.

- Alle i Danmark skal kunne gå på arbejde under sikre og sunde forhold – det bør være en selvfølge. For at sikre det bedst muligt, er det nødvendigt med en målrettet indsats. Et bredt entreprenørstop er ikke den rette løsning til at håndtere det fåtal af virksomheder, der bryder reglerne, siger Maria Bille Høeg.

Med forslaget vil man straffe en hel byggeplads kollektivt, hvis bare én virksomhed bryder reglerne, hvilket, ifølge DA’s politiske chef for arbejdsmiljø og sundhed, er både uproportionalt og problematisk i forhold til retssikkerheden.

- Selvfølgelig er det helt på sin plads at slå ned på virksomheder, der ikke overholder reglerne. Og hvis virksomhederne gentagne gange og helt konsekvent overtræder de samme regler, bør den store hammer falde. Men kollektiv afstraffelse er simpelthen en forkert vej at gå. Det svarer til, at man lukker alle butikkerne på gågaden, fordi der er fundet rotter i pizzeriaet. Det virker helt skørt og urimeligt, siger Maria Bille Høeg.

Risikoen ved forslaget er også, at det kan have en modsat effekt i forhold til virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde, da man skaber en situation, hvor det kan føles ligegyldigt, om man som virksomhed følger reglerne eller ej.

- For selv en virksomhed, der gør det rigtige og investerer tid og ressourcer i at sikre et ordentligt arbejdsmiljø, ender med at betale prisen og bliver straffet for andre virksomheders regelbrud, siger Maria Bille Høeg.

Derfor er der behov for, at vi løser arbejdsmiljøproblemer med målrettede og effektive værktøjer, som både sikrer retfærdighed for de enkelte virksomheder og skaber et sundt og sikkert arbejdsmarked for alle.

- Det handler om at rette tilsyn og sanktioner mod de virksomheder, som ikke kan og vil det gode arbejdsmiljø fremfor at pålægge lovlydige virksomheder urimelige byrder, siger Maria Bille Høeg.

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED