Reform af ungdomsuddannelserne åbner nye uddannelsesveje for unge

Uddannelse og kompetencer

Reform af ungdomsuddannelserne åbner nye uddannelsesveje for unge

Pressemeddelelse

En bedre balance mellem det boglige og praksisfaglige i ungdomsuddannelserne møder ros fra DA.

Det er helt rigtigt set, at der er behov for en bedre balance mellem det boglige og det praksisfaglige i ungdomsuddannelserne. Det siger DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad, som reaktion på den politiske aftale om en reform af ungdomsuddannelserne, som regeringen, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti netop har indgået. Aftalen betyder blandt andet oprettelse af en ny erhvervs- og professionsrettet ungdomsuddannelse (epx).

- Vi ved, at praksisfaglighed giver mere varieret og motiverende undervisning. Derfor har DA været stor fortaler for mere praksisfaglighed i folkeskolen, og det er godt, at den bevægelse nu også er kommet til ungdomsuddannelserne. Ved at skabe en bedre balance mellem boglig og praksisfaglig undervisning åbnes nye veje for, at unge kan vælge uddannelse efter motivation og evner. Det er meget positivt, siger Jacob Holbraad.

Med reformen nedlægges 10. klasse, hf, erhvervsuddannelsernes grundforløb 1 og eux fra 2030. Det er hensigten, at epx sammen med stx og hhx skal udgøre de primære ungdomsuddannelser efter grundskolen. Det vil dog også stadig være muligt at vælge en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen, og det møder ros fra DA’s administrerende direktør:

- Det er godt, at partierne er endt på, at de unge fortsat kan starte direkte på en erhvervsuddannelse. Det er fornuftigt, for det er en elevgruppe, der i stigende grad søger erhvervsuddannelserne, og de er generelt afklarede og har lavt frafald.

Som opfølgning på aftalen nedsættes en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan epx-uddannelsen konkret tilrettelægges, herunder anbefalinger til struktur, fag, faglinjer og prøveformer. Jacob Holbraad ser frem til ekspertgruppens arbejde:

- Nu er rammerne givet, men indholdet er afgørende for, om epx bliver en succes. En af målsætningerne med reformen må oplagt være, at flere får øjnene op for mulighederne i at vælge en faglært uddannelse. Det kræver, at epx bliver et attraktivt tilbud med et højt fagligt niveau og praksisfagligt indhold.

Regeringen pegede i sit udspil på, at epx skal udbydes 87 steder i landet, og at der i den forbindelse vil være behov for udspaltning og fusioner af uddannelsesinstitutioner.

- Det kan være forskelligt lokalt, hvor det giver mening at placere epx, men uanset placering skal både boglige og praksisfaglige kompetencer være til stede for at kunne skabe høj faglighed og attraktive ungemiljøer. Det er centralt at sikre økonomisk, socialt og fagligt bæredygtige institutioner – både for den nye epx-uddannelse, samt på erhvervsuddannelserne og andre eksisterende uddannelsestilbud, siger Jacob Holbraad.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER