Modtagerne af DA’s Uddannelsespris 2025 er fundet

Uddannelse og kompetencer

Modtagerne af DA’s Uddannelsespris 2025 er fundet

Artikel

Syv af landets dygtigste lærlinge, elever og faglærte modtager DA’s Uddannelsespris 2025 til deres forberedelse til EuroSkills 2025.

DA’s Uddannelsespris gives til elever, lærlinge og faglærte, der har udmærket sig inden for deres fag, er stærke repræsentanter for deres fag og fortsat ønsker at dygtiggøre sig. Dem ønsker DA at bidrage til at hylde, for Danmark har brug for endnu flere dygtige erhvervsuddannede. Samtidig fremhæver DA’s Uddannelsespris nogle af landets skarpeste faglærte, som er med til at forme fremtiden i de danske virksomheder.

I år skal alle modtagerne repræsentere Danmark til EuroSkills i Herning den 9.-13. september, hvor unge fra hele Europa viser deres færdigheder og konkurrerer om at blive de bedste inden for deres fag. De får nu støtte til deres forberedelser med DA’s Uddannelsespris. Det er håbet, at deltagerne på hjemmebane kan levere endnu et flot resultat efter EuroSkills i Gdansk i 2023, hvor Danmark med 5 sølv- og 3 bronzemedaljer opnåede sit bedste resultat nogensinde. Samtidig er modtagerne med deres deltagelse i EuroSkills en stor inspiration for unge, og med til at synliggøre de mange muligheder ved en erhvervsuddannelse.

I år blev prisen overrakt af formand for DA og Arbejdsgiverforeningens Jubilæumsfond, Martin Danielsen, ved en reception i DA, hvor der også var tale ved Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA og formand for Rådet for de grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU).

Se flere billeder på LinkedIn fra arrangementet på her: 

De syv modtagere af DA’s Uddannelsespris 2025 er:

  • Automatikteknikerlærling, Sofie Nørremark Rasmussen fra Grundfos A/S, der har fået støtte til deltagelse i en international træningskonkurrence, materialer til EuroSkills 2025 og udlandsophold efter endt uddannelse.
  • Automatikteknikerlærling, Magnus Holmgaard Jørgensen fra Grundfos A/S, der har fået støtte til træning og udstyr til EuroSkills 2025.
  • Elektriker, Casper Kærvang Pedersen fra Øgaard A/S, der har fået støtte til transport og materialer til deltagelse i træningskonkurrence i Danmark og WorldSkills Hungary Special Edition som forberedelse til EuroSkills 2025.
  • VVS-energispecialist, Andreas Fredberg Pedersen fra Vittrups Smede & VVS APS, der har fået støtte til deltagelse i træningslejr i Tyskland og WorldSkills Hungary Special Edition som forberedelse til EuroSkills 2025.
  • Datateknikerelev, Carl Lee Ladefoged fra Bestseller A/S, der har fået støtte til deltagelse i WorldSkills Hungary Special Edition som forberedelse til EuroSkills 2025.
  • Salgselev, Iben Lang Nielsen fra Bestseller A/S, der har fået støtte til træning og deltagelse i workshops som forberedelse til EuroSkills 2025.
  • Indkøbselev, William Ulsted Hesel Jensen fra Bestseller A/S, der har fået støtte til træning og deltagelse i workshops som forberedelse til EuroSkills 2025.

Stort tillykke til alle modtagerne. Vi ser frem til at følge jer, når I skal repræsentere Danmark til EuroSkills 2025 i Herning den 9.-13. september.

Fakta om DA's Uddannelsespris

DA’s Uddannelsespris uddeles årligt af Arbejdsgiverforeningens Jubilæumsfond til elever, lærlinge og færdigudlærte, der søger økonomisk støtte til at blive endnu dygtigere til deres fag gennem for eksempel fagkonkurrencer, udlandsophold eller andre former for kompetenceudvikling.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER