Hvad vil du være, når du bliver stor?

Uddannelse og kompetencer

Hvad vil du være, når du bliver stor?

Debatindlæg

Af Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening.

Der er mange skoleelever, der i disse dage tænker over, hvad de skal vælge. For nogle er det udklædning til fastelavn, men særligt for de ældste elever er det nok valg af ungdomsuddannelse, der fylder i tankerne.

Den 1. marts er der nemlig ansøgningsfrist til ungdomsuddannelserne.

Fastelavn er en tid, hvor børn klæder sig ud som deres helte og heltinder, som de ser op til eller vil være, når de bliver store. Her kan de vælge, uden al verdens bekymringer, hvad de ønsker at være. Prinsesse, brandmand eller tømrer. Mulighederne er uendelige, og det siges, at kun fantasien sætter grænser.

Jeg har set mange børn være klædt ud som kok, bygningsarbejder eller doktor til fastelavn, men jeg har aldrig set et barn være klædt ud som student, for det er ikke dér, at børns fantasi stopper. Når børnene vokser op, og de skal vælge ungdomsuddannelse, bliver valget mere konkret, og måske begrænser det fantasien?

I hvert fald vælger mange unge gymnasiet. For mange vil det være det velkendte valg, hvis ens klassekammerater vælger den vej, og så er der mulighed for at udskyde beslutningen om, hvad man vil lidt længere.

Gymnasiet kan sagtens være det rette valg, men det må ikke være et ikke-valg. Skolen, familie og venner skal være med til at åbne de unges øjne for alle de mange forskellige muligheder, der er efter folkeskolen. F.eks. er der over hundrede forskellige erhvervsuddannelser – som giver gode jobmuligheder og mulighed for at læse videre senere, hvis man ønsker det. Vi skal inspirere dem til at bruge deres fantasi, så de kan forestille sig, hvad de gerne kan blive. Deres drømme skal gerne være større, end hvad de vil lige nu og her – uanset om de så ender med at vælge gymnasiet eller en erhvervsuddannelse.

Jeg har hørt mange historier fra elever på erhvervsuddannelser, der over for venner eller familie har mødt undrende blikke og spørgsmål, hvis de har valgt en erhvervsuddannelse. Men måske er bager rent faktisk det rette for den unge, der er optaget af de nyeste fastelavnsbolle-trends, eller automekaniker eller elektriker er en mulighed, hvis man interesserer sig for computere og den nyeste teknologi?

Jeg håber, at alle unge vil overveje de mange gode muligheder efter skolen og vælge uddannelse efter hjerte og hjerne. Hvad gør dig glad, og hvad vil du være god til – brug din fantasi til at forestille dig det, når du skal vælge ungdomsuddannelse. Måske kan du rent faktisk blive det, du drømte om, da du klædte dig ud til fastelavn?

Indlægget er bragt i A4-medier den 28. februar 2025.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER