
Uddannelse og kompetencer
Godt med permanent taxameterløft til erhvervsuddannelserne
5. marts 2025
Pressemeddelelse
Mange gode takter i regeringens nye udspil om udmøntning af investeringerne i erhvervsuddannelserne, som lægger fundamentet for en styrket kvalitet.
Regeringen lægger med udspillet ”Forberedt på fremtiden VII” op til, at en stor del af investeringerne i erhvervsuddannelserne, der blev aftalt med finansloven for 2024, skal udmøntes som permanente taxameterløft.
Det møder ros fra DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad.
- Det har været en vigtig prioritet for DA, at pengene kommer ud til skolerne, så de kan bruge dem dér, hvor de gør mest gavn. Behovene kan nemlig variere markant mellem skolerne i forhold til at øge uddannelsernes kvalitet, så flere både vælger og gennemfører en erhvervsuddannelse, siger Jacob Holbraad.
Det permanente løft giver mulighed for langsigtede og holdbare løsninger, men DA’s administrerende direktør understreger, at det samtidig lægger et stort ansvar på skolerne og deres bestyrelser.
- Derfor er det også godt, at regeringen har fokus på, hvordan der følges op, så vi sikrer, at pengene reelt bidrager til øget kvalitet. Det har været vigtigt for DA, at der er gennemsigtighed om kvaliteten, siger Jacob Holbraad.
Godt med fokus på bæredygtige uddannelsesmiljøer og fleksible erhvervsuddannelser
Sammen med de ekstra midler foreslår regeringen også at samle hovedforløb på udvalgte uddannelsesområder på færre skoler, så der sikres økonomisk, fagligt og socialt bæredygtige uddannelsesmiljøer, hvilket er i tråd med DA’s tidligere forslag.
- Vi skal undgå at smøre pengene for tyndt ud. Det er derfor en god idé at samle nogle hovedforløb på færre skoler. Eleverne på hovedforløbet, hvor skoleuger udgør en mindre del af tiden, er villige til at bevæge sig for at være på skoler med stærke faglige og sociale miljøer, siger Jacob Holbraad.
Regeringen foreslår også mere fleksible erhvervsuddannelser for personer med funktionsnedsættelse samt bedre rammer for specialpædagogisk støtte (SPS). Derudover lægger regeringen op til bedre mulighed for at tiltrække unge fra andre lande, som vil uddanne sig og arbejde i Danmark. Begge dele bakker DA også op om.