Uddannelse og kompetencer
Dansk Arbejdsgiverforening er en del af Ungeløftet
28. januar 2025
Pressemeddelelse
Ved et topmøde i dag på Marienborg tilslutter DA sig det nationale partnerskab Ungeløftet sammen med en række virksomheder, erhvervsorganisationer og civilsamfundsorganisationer.
- Gruppen af unge uden for job og uddannelse er en meget forskelligartet gruppe, der kræver flere løsninger. Derfor glæder det mig, at vi er mange, der står sammen om den her indsats. Vi skylder de unge, at flere kommer med i fællesskabet på arbejdsmarkedet og ikke parkeres på offentlig forsørgelse.
Sådan forklarer administrerende direktør Jacob Holbraad, at DA i dag ved et topmøde på Marienborg tilslutter sig Ungeløftet sammen med en række andre organisationer og virksomheder. Ungeløftet udspringer af den politiske aftale af samme navn fra oktober 2024, som skal styrke den jobrettede indsats for unge uden for job og uddannelse. Partnerskabet skal samle centrale samfundsaktører, som forpligter sig til at bidrage til et øget og vedvarende fokus på at nedbringe antallet af unge uden job og uddannelse og øge antallet af fritidsjob.
DA foreslog allerede i 2022 at etablere et partnerskab om flere unge i job. Og det glæder derfor Jacob Holbraad, at partnerskabet også har til formål at skabe konkrete jobåbninger, så flere unge får erfaring med at bidrage på en arbejdsplads, have kolleger og tjene egne penge.
- Det er afgørende med en jobrettet indsats. Vi ved, at job i ungdommen øger sandsynligheden for beskæftigelse senere i livet. Det at indgå i et arbejdsfællesskab, hvor den enkelte oplever succes med sine opgaver, har kolleger og mulighed for at tjene sine egne penge, er vigtigt for unges mulighed for at klare sig senere i livet, siger Jacob Holbraad.
Ungeløftet løber frem til 2028 og skal ud over det nationale partnerskab forankres i hele landet gennem lokale partnerskaber mellem kommuner, lokale arbejdspladser, herunder socialøkonomiske virksomheder, civilsamfundsorganisationer og lignende.