Husk også at hylde lærlinge og elever, der bliver færdigudlært

Uddannelse og kompetencer

Husk også at hylde lærlinge og elever, der bliver færdigudlært

Debatindlæg

I takt med at de hvide studenterhuer fylder i gadebilledet, har vi en tendens til at glemme en anden gruppe af unge, som fortjener mindst lige så meget hyldest. Nemlig lærlinge og elever på erhvervsuddannelserne, der bliver færdigudlærte i løbet af hele året.

Af Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening.

De første rigtige sommerdage har nået os, og det betyder, at mange unge mennesker snart færdiggør deres uddannelser. Særligt studenterne fylder i gadebilledet med deres studenterhuer, og de bliver lykønsket af forbigående eller får et velment dyt fra øvrige bilister under deres studenterkørsel. Det skal de bestemt nyde og fejre. Men andre må desværre nøjes med mindre opmærksomhed.

For i takt med at de hvide studenterhuer pryder hovederne på unge over hele landet, har vi en tendens til at glemme at anerkende en anden gruppe af unge, som fortjener mindst lige så meget hyldest. Nemlig lærlinge og elever på erhvervsuddannelserne, der bliver færdigudlærte i løbet af hele året, og som træder videre ind på arbejdsmarkedet med værdifulde færdigheder.

Erhvervsuddannelserne åbner døre til en verden af muligheder og tilbyder en direkte vej til meningsfulde job, og ofte med en solid løn. Uanset om det er inden for håndværk, teknologi, service eller sundhed, så er der en stigende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft – og de færdigeudlærte lærlinge og elever er i høj kurs.

Så når vi i den kommende tid lykønsker og smiler til studenterne på gaden, så lad os også huske også at hædre de nyuddannede håndværkere, teknikere og andre fagfolk. Sig tillykke eller hold et svendegilde for dem. De er rygraden i vores økonomi, og deres bidrag er essentielle for Danmarks fortsatte velfærd, vækst og den grønne og digitale omstilling.

Derfor vil jeg også sige til de unge, der nu står med studenterhuen og endnu ikke ved, hvad de vil videre i livet: Overvej alle dine muligheder – ikke kun de traditionelle videregående uddannelser. Erhvervsuddannelserne repræsenterer en fantastisk mulighed for at opnå en solid uddannelse, der åbner døre til et meningsfuldt og produktivt arbejdsliv. Det er en vej, der ikke kun fører til et job, men også til personlig og faglig udvikling, mening og fællesskab.

Tillykke til alle de unge – og god videre færd i livet og på arbejdsmarkedet!

Debatindlæg bragt i Berlingske den 27. juni 2024.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER