Uddannelse og kompetencer
Millionbeløb til erhvervsuddannelserne i 2025 er et lille – men vigtigt – første skridt på vejen
1. august 2023
Debatindlæg
Det er positivt at se på ubalancerne i uddannelseslandskabet, hvor erhvervsuddannelserne er blevet negligeret i årevis.
Af Jacob Holbraad, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
I den sidste uge af juni blev der indgået en politisk aftale om fremtidens universitetsuddannelser, herunder længde og udformningen af kandidatdelen. Debatten om det har fyldt meget i medierne. Men aftalen indeholder også et andet meget vigtigt element: Som led i forliget blev det besluttet at prioritere ekstra 300 millioner kroner årligt til erhvervsuddannelserne fra 2025 og 400 millioner fra 2030.
Det er et godt og vigtigt skridt på vejen. Men det er også vigtigt at understrege, at det alene er første skridt på en længere vej mod at få skabt stærke erhvervsuddannelser efter flere år med efterslæb.
Der har i mange år været en ubalance i uddannelseslandskabet, og derfor er det godt, at et bredt politisk flertal fra 2025 har besluttet at afsætte 300 millioner kroner mere årligt til erhvervsuddannelserne. Og selv om det kan lyde af mange penge er problemet, at beløbet i virkeligheden ikke er højt nok. Og vi ser heller ingen grund til at vente med at tilføre flere penge til erhvervsskolerne til 2025. Lad os da komme i gang fra 2024. .
For vi får allerede et stort problem i 2024, hvor kvalitetspuljen på cirka 200 millioner kroner falder væk fra erhvervsskolerne, samtidig med at de i forvejen allerede mangler midler.
Så hvad skal der ske med erhvervsuddannelserne, inden vi når 2025? Og hvordan vil man sikre de nødvendige supplerende midler fra 2025 og frem?
Usikker fremtid for erhvervsuddannelser
Lige nu står svaret hen i det uvisse. Men én ting er sikkert. Bliver der ikke sat flere midler af til at højne niveauet og styrke erhvervsuddannelserne, så ser vi ind i en meget usikker fremtid i forhold til at sikre os det antal faglærte, vi skal bruge, for at få hjulene til at køre rundt i Danmark samt at sikre den grønne og digitale omstilling.
I DA foreslog vi derfor i maj både en permanentgørelse af kvalitetspuljen og en yderligere permanent styrkelse af erhvervsuddannelserne på en halv milliard kroner årligt.
Det er en betydelig investering, men det er nødvendigt, hvis eleverne skal møde erhvervsskoler med høj kvalitet og stærke faglige og sociale miljøer, hvor der er moderne udstyr og undervisningsfaciliteter samt højt kvalificerede lærere.
Et varigt løft af kvaliteten på erhvervsuddannelserne er påkrævet, så flere vælger og gennemfører en erhvervsuddannelse. Dygtige faglærte er essentielle for vores samfundsudvikling, og som det ser ud nu, vil manglen på faglærte kun blive større i fremtiden. Sagen er jo desværre, at mange faglærte de kommende år vil forlade arbejdsmarkedet for at gå på pension, samtidig med at vi endnu ikke er lykkedes med at få flere unge til at gå den faglærte vej.
Vi håber derfor, at de gode hensigter på erhvervsuddannelsesområdet i den uddannelsespolitiske aftale bliver fulgt op med yderligere handling i regeringens forslag til finanslov, der bliver præsenteret i august. For der er brug for investeringer i styrket kvalitet på erhvervsuddannelserne – her og nu.
Bragt i Jyllands-Posten den 1. august 2023.