Janniks juleønske: Alle unge skal vælge efter evne og hjerte

Uddannelse og kompetencer

Janniks juleønske: Alle unge skal vælge efter evne og hjerte

Debatindlæg

Det et stort ønske på ønskelisten, at vi styrker praksisfagligheden i folkeskolen, så de unge kan finde ud af, hvad de er gode til og glade for - og så studiebogen ikke bliver den eneste mulighed.

Af Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening.

Kære julemand.

Jeg har et stort juleønske. I år ønsker jeg mig, at alle unge fremadrettet vælger uddannelse og karriere efter evner og hjerte i stedet for at lade sig styre af stereotype forventninger eller mangel på reel viden om de forskellige muligheder. Det vil være med til at sikre, at flere unge finder glæde i det, de laver i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Én af måderne, vi kan hjælpe de unge på, er ved at skabe en skole, der favner alle former for læring. Vi har i dag fået skabt en folkeskole, der er alt for akademisk – og som har glemt eleven, der er dygtig til at lære med sine hænder. Det skal vi have kigget på. Både for de unges skyld, men også for virksomhederne og samfundets skyld. Vi kommer nemlig i den grad til at mangle dygtige hænder de kommende år.

Derfor er det et stort ønske på ønskelisten, at vi styrker praksisfagligheden i folkeskolen. Vi gør vores børn og unge en bjørnetjeneste, hvis vi ikke møder dem med en bred vifte af varieret undervisning, hvor de kan finde ud af, hvad de er gode til og glade for, så studiebogen ikke bliver den eneste mulighed. Vi må og skal sikre, at alle kompetencer kommer i spil. Derfor ser jeg også med julelys i øjnene frem mod, at der i 2024 skal forhandles om regeringens folkeskoleudspil.

For juletravlheden findes ikke kun i stormagasiner eller i julemandens værksted. Den opleves året rundt på virksomheder, der har brug for unge, der kan opfylde ønsket om, at vi kommer i mål med den grønne og digitale omstilling.

Julens travlhed er til gengæld et glimrende udstillingsvindue for, hvad dygtige faglærte bidrager med. Det er dem, der skaber julestemningen – lige fra slagteren, der sørger for anden, til elektrikeren, der sørger for julebelysningen i gågaden, eller de faglærte og eleverne i butikkerne, som hjælper med at finde den rette gave til dem, vi har kær.

Unge skal møde en bred palet af muligheder

Vi er på rette vej med vigtige investeringer til erhvervsuddannelserne og en ny FGU-aftale for de unge. Men vi skal stadig gøre mere for at sikre, at færre unge ender uden job eller uddannelse.

For selvom størstedelen af de unge fortsat har det godt, er der en mindre del af de unge, som ikke kommer videre i job eller uddannelse efter folkeskolen. Og en del unge mistrives, fordi de er udfordret enten socialt, mentalt, fysisk eller fagligt. Dem skal vi have samlet ordentligt op.

Vi skal møde unge, som vi møder julen – med forventninger og glæde. Vi skal give glæden ved arbejdslivet videre til flere unge og lade dem vide, at vi har brug for dem og har forventninger til, at netop de kan bidrage. Det vil få flere til at tro på egne evner og kaste sig ud i nye udfordringer.

Og de unge skal udfordres – men udfordres positivt. Flere unge skal have bedre mulighed for at prøve sig selv og deres evner af, så de ved, hvad kan. For som Pippi siger ”Hvordan skulle jeg kunne vide det, når jeg aldrig har prøvet”?

Blandt juleønskerne er også, at regeringen i 2024 indkalder til trepartsforhandlinger om de 43.000 unge uden uddannelse og job. Flere tusind unge står ude i kulden som den lille pige med svovlstikkerne. Dem skal vi have ind i varmen, så de kan være med til uddannelses- og jobfesten. Vi skal med andre ord sikre, at flere unge har noget at stå op til om morgenen, som kan give dem julelys i øjnene. De skal stå op til den gave, det er at opleve at være til gavn for andre. De skal mærke, at de er manglet, hvis ikke de møder op. Det gør man som medarbejder eller lærling på en virksomhed, i et fritidsjob eller lignende.

Dermed er der god grund til, at vi alle igen i 2024 trækker i arbejdstøjet. Det gælder de unge, politikerne og arbejdsmarkedets parter, hvis ønsket om, at flere unge finder det, som de er gode til, skal opfyldes – selvom jeg håber, at julemanden også kan hjælpe os på vej.

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 23. december 2023.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER