Massiv mangel på lærlinge

Uddannelse og kompetencer

Massiv mangel på lærlinge

DA Analyse

Virksomhederne må i dag meget ofte gå forgæves, når de forsøger at skaffe nye lærlinge på erhvervsskolerne. Der er ganske enkelt ikke nok elever til at dække den kraftige efterspørgsel. Det er blandt andet anlægsstruktører, gastronomer, industriteknikere, murere, smede og kontorelever, som virksomhederne må gå forgæves efter på skolerne.

Danske virksomheder har i forvejen svært ved at skaffe nok medarbejdere. Og nu har manglen på medarbejdere også udviklet sig til en stigende mangel på lærlinge.

En ny rundspørge foretaget af Dansk Arbejdsgiverforening tegner et klart billede af, at erhvervsskolerne på en lang række uddannelser på tværs af brancher får sværere og sværere ved at følge med virksomhedernes efterspørgsel efter lærlinge.

Det er særligt uddannelser inden for hovedområderne ”teknologi, byggeri og transport” og ”fødevarer, jordbrug og oplevelser”, der er hårdt ramt. Det første dækker over uddannelser som f.eks. elektrikere, smede og murere, mens det andet dækker over uddannelserne til f.eks. gastronom, tjener eller bager og konditor. Indenfor begge områder oplever 60-70 pct. af skolerne, at de må afvise henvendelser fra virksomheder, der efterspørger lærlinge.

 

Størstedelen af erhvervsskolerne oplever også, at problemet er blevet større i løbet af det seneste år. Virksomhederne, som har sværere og sværere ved at finde medarbejdere, er dermed også i stigende grad frataget muligheden for selv at bidrage til at uddanne faglærte på deres område.

 

Stor forskel på uddannelserne

Det er nogle lærlinge, som skolerne har sværere ved at finde end andre, og særligt visse uddannelser skiller sig ud.

Det gælder f.eks. uddannelsen ”anlægsstruktør, bygningsstruktør og brolægger”, hvor der er en kraftig mangel på lærlinge. Mere end tredjedel af erhvervsskolerne svarer, at det er på denne uddannelse, det er særligt svært at henvise elever til virksomhederne. På samme måde vurderer erhvervsskolerne også, at det også er særligt svært at finde elever på industritekniker-, murer-, smede- og vejgodstransportuddannelserne, når virksomhederne henvender sig.

 

Indenfor området fødevarer, jordbrug og oplevelser er det særligt gastronomer, som skolerne har svært ved at levere, men virksomhederne må ligeledes ofte gå forgæves efter tjenere, bagere og konditorer. 

 

På det merkantile områder er der mangel på elever på både kontor-, handel- og detailhandelsuddannelserne, hvor skolerne på alle de tre uddannelser har meget svært ved at finde de elever, som virksomhederne efterspørger.

 

 

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER