Overenskomst og arbejdsret
DA og FH er enige om mæglingsskitse
21. marts 2025
Pressemeddelelse
Et afgørende skridt på vejen mod nye overenskomster på det private arbejdsmarked er nu taget, da FH og DA er blevet enige om en mæglingsskitse. Dermed kan forligsmanden skrive et endeligt mæglingsforslag, som sendes til afstemning.
Torsdag klokken 10 gik FH og DA’s forhandlere ind ad døren i Forligsinstitutionen, og efter et døgns forhandlinger er de nu blevet enige om en mæglingsskitse for de nye overenskomster. På den baggrund kan forligsmand Jan Reckendorff nu i de kommende dage skrive et endeligt mæglingsforslag, som kan sendes til afstemning blandt medlemmerne.
Jacob Holbraad, administrerende direktør i DA, er meget tilfreds med, at det dermed er lykkedes at forhandle nye tre-årige aftaler på plads for den store del af det private arbejdsmarked, som er omfattet af overenskomster mellem FH-forbund og DA-medlemsorganisationer. De dækker i alt 626.000 fuldtidsbeskæftigede på cirka 23.000 virksomheder.
- Det siger meget om styrken i den danske model, at forhandlerne endnu engang har været i stand til at forhandle overenskomster på plads, som begge parter finder fornuftige. Det er helt afgørende med ro og stabile forhold på det danske arbejdsmarked i en tid, hvor der desværre er meget uro og ustabilitet i verden, siger Jacob Holbraad.
Han glæder sig over, at langt størstedelen af overenskomsterne (gældende for hele 99 procent af de ansatte) på DA/FH-området var forhandlet på plads, inden FH og DA mødtes i Forligsinstitutionen for at binde de sidste ting sammen.
- Det er historisk, at så stor en del af overenskomsterne er på plads, når vi mødes med FH i Forligsinstitutionen. Og det fortæller jo en stærk historie om, at forhandlerne på begge sider af bordet sætter en ære i selv at finde kompromisser, som er til gavn for både lønmodtagere og arbejdsgivere i netop den branche eller virksomhed, som overenskomsten dækker. Det er dybest set kernen i den danske model.
Når forligsmanden har udarbejdet selve mæglingsforslaget, sendes det til afstemning blandt medlemmerne på både arbejdsgiver- og lønmodtagersiden. Der stemmes om alle overenskomster under ét, og hvis det ender med et ja, træder de nye tre-årige overenskomster i kraft med tilbagevirkende kraft fra den 1. marts 2025.