Overenskomst og arbejdsret
Sommertid eller vintertid? Det vigtigste er at blive enige
4. april 2019
Artikel
Det giver kun mening at afskaffe det årlige skifte mellem sommertid og vintertid, hvis alle EU-lande vælger den samme tid. Ellers fortsætter de problemer for både danske og udenlandske virksomheder, som forslaget netop skulle løse.
Skal havestolene frem fra gemmerne eller tilbage i skuret? Urets visere skal under alle omstændigheder samme vej.
Huskereglen har formentlig hjulpet mange danskere med at holde styr på sommer- og vintertid. Besværet kan dog snart være en saga blot. På EU-plan arbejdes der i hvert fald med ideen om helt at afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid. Beslutningen er på vej igennem EU-systemet og Europa-Parlamentet har stemt for forslaget.
Nu mangler kun Rådet, der skal tage stilling til det inden sommer. Det er stadig uvist præcist, hvordan aftalen kommer til at se ud, for det er ikke sandsynligt, at Rådet er enige med Europa-Parlamentet.
- For arbejdsgiverne er det vigtigste, at man bliver enige om at gøre det samme i hele EU. Det vil fjerne en masse bureaukrati og besvær for virksomhederne, siger overenskomstchef i Dansk Arbejdsgiverforening Martin Steen Kabongo.
Risikerer mere bureaukrati
Som forslaget ser ud nu, er det kun muligheden for at skifte, man vil afskaffe. Det betyder, at medlemslandene i stedet frit skal vælge, om de vil fortsætte med sommertid eller vintertid. Hvis det bliver en realitet, kan vi risikere at få en situation, hvor vi skal stille uret flere gange frem og tilbage, hver gang vi krydser en landegrænse. Og det er mere håbløst og bureaukratisk, end den situation, vi har i dag.
Når man først i mål med en ensretning på området, står man med det åbenlyse spørgsmål om, om det så er sommer eller vintertid, vi skal ende med at holde fast i.
- I det tilfælde er vores anbefaling, at man holder fast i sommertid. Det vil give flere lyser timer om sommeren til gavn for bl.a. serviceerhvervene, siger overenskomstchef i Dansk Arbejdsgiverforening Martin Steen Kabongo.