Overenskomst og arbejdsret

Ét arbejdsmarked - tre lønsystemer

DA Analyse

6 ud af 10 medarbejdere på DA/LO-området er alene garanteret en mindsteløn i deres overenskomst. De resterende medarbejdere er enten på normallønsoverenskomster eller overenskomster, som ikke indeholder lønsats. Få overblik over de tre forskellige lønsystemer her.

På DA/LO-området er 87 pct. af medarbejderne omfattet af en overenskomst.

Der findes to overordnede lønsystemer i overenskomsterne – normalløn og mindstebetaling/minimalløn. Derudover er der en række overenskomster helt uden lønsats.

Lønsystemer

Normallønsoverenskomster:

Lønnen fastsættes i overenskomsten, og der er mulighed for lokalt at aftale resultatløn.

Mindstebetalingsoverenskomster:

Overenskomsterne indeholder en mindstelønsats, og lønnen forhandles lokalt på den enkelte virksomhed.

Overenskomster uden lønsats:

Der er ingen mindsteløn, og lønnen forhandles lokalt på den enkelte overenskomst.

2 ud af 10 medarbejdere på DA/LO-området er omfattet af overenskomster med normalløn. Normallønssystemet er karakteriseret ved, at overenskomsten indeholder faste lønsatser, der reguleres på samme måde for alle medarbejdere. Normallønssystemet indebærer at lønnen bliver fastsat centralt og ikke ved forhandling på den enkelte virksomhed. På de fleste normallønsoverenskomster er der dog adgang til at aftale præstationsafhængig løn lokalt på den enkelte virksomhed.

6 ud af 10 medarbejdere på DA/LO-området er omfattet af en mindstebetalings-/minimallønsoverenskomst. I disse overenskomster findes der mindstebetalingssatser, som den enkelte medarbejder som minimum skal have. Den faktiske løn vil derfor i praksis blive fastsat lokalt på virksomheden.

Udviklingen i udbredelsen af lønsystemer blandt DA/LO-medarbejdere

Endelig findes der en række overenskomster, som ikke indeholder en lønsats. Dette er typisk overenskomster, der gælder for funktionærer. Ca. 2 ud af 10 medarbejdere på DA/LO-området er omfattet af en overenskomst uden lønsats. Det betyder, at overenskomsten regulerer andre forhold end lønnen, f.eks. pension og fraværsrettigheder, og at lønnen aftales individuelt mellem virksomheden og medarbejderen.

Læs mere om

OVERENSKOMST OG ARBEJDSRET