i Danmark er de fleste dækket af overenskomst

Overenskomst og arbejdsret

i Danmark er de fleste dækket af overenskomst

DA Analyse

Mere end otte ud af ti lønmodtagere er dækket af en overenskomst i Danmark. For udenlandske lønmodtagere gælder det godt syv ud af ti.

Der er i Danmark ingen lov, der siger noget om, hvor meget du skal have i løn, hvor mange timer du skal arbejde om ugen (ud over en grænse for den maksimale arbejdstid, eller om du skal have arbejdsmarkedspension.

Løn- og arbejdsvilkår fastsættes i kollektive overenskomster, som er en væsentlig del af den danske model. Overenskomstdækningen er et udtryk for, hvor mange lønmodtagere der er omfattet af en kollektiv overenskomst.

De lønmodtagere, der ikke er dækket af overenskomst, får de løn- og ansættelsesvilkår, som de selv har aftalt med deres arbejdsgiver i deres ansættelseskontrakt. Det gælder særligt for akademikere og ledere i den private sektor, som ud over deres ansættelseskontrakt også er omfattet af funktionærloven og derfor har rettigheder i forhold til opsigelse, løn under sygdom og andre ting, som ellers ofte vil være indeholdt i en overenskomst.

I Danmark er overenskomstdækningen høj. I den offentlige sektor er alle dækket af overenskomster. I den private sektor er det ca. tre ud af fire. For hele arbejdsmarkedet er overenskomstdækningen beregnet til 82 pct. Det kan du høre mere om i filmen: "Den danske model har betydning for alle danskere".

 

Overenskomsterne gælder for alle

Når en virksomhed har overenskomst, gælder overenskomsten for alle medarbejdere, uanset om de er medlemmer af en fagforening eller ej. Overenskomsterne har et ”dækningsområde”, som beskriver hvilke typer af arbejde, overenskomsten gælder for. På nogle virksomheder kan der være flere overenskomster. Eksempelvis én overenskomst, der gælder for de medarbejdere, der arbejder i produktionen, og en anden overenskomst for de medarbejdere, der sidder på kontor.

Udenlandske medarbejdere også dækket af overenskomst

Når en udlænding kommer til Danmark for at arbejde, vil han eller hun også blive omfattet af overenskomsterne. Overenskomsterne gælder nemlig for alle medarbejdere uanset nationalitet.

Hvis udlændingen bliver ansat i den offentlige sektor, vil han eller hun altid være omfattet af overenskomst.

Hvis den udenlandske medarbejder får job i en privat virksomhed, vil vedkommende bliver dækket af overenskomst, hvis virksomheden har indgået en overenskomst for den type arbejde, som medarbejderen er ansat til at udføre. Helt på linje med danske medarbejdere.

Højtuddannede specialister fra udlandet vil typisk ikke blive dækket af overenskomst i den private sektor. Dette skyldes, at private virksomheder typisk ikke har overenskomster for højtuddannede medarbejdere.

På DA-området er 73 pct. af udlændingene dækket af overenskomst, mens tallet er 82 pct. for alle lønmodtagere.

 

Sådan har vi gjort

Opgørelsen af udenlandske medarbejderes overenskomstforhold bygger generelt på samme metode, som DA anvender til at opgøre overenskomstdækningen for hele arbejdsmarkedet med. For opgørelsen af udlændinges overenskomstdækning gælder endvidere en række forhold:

Oplysningerne om udenlandske statsborgere bygger på en specialkørsel fra STAR (Jobindsats), som er koblet med data for Lønmodtagerbeskæftigelsen fra Danmarks Statistik (BFL) og med data fra DA’s lønstatistik. Opgørelsen er opgjort i fuldtidsbeskæftigede for 2018.

Opgørelsen af udlændinge på DA-området følger metoden for hele DA-området, og de udenlandske medarbejdere er identificeret på baggrund af specialkørslen fra STAR. Opgørelsen er ekskl. personer der arbejder i en udenlandsk virksomhed i Danmark og er registreret gennem det såkaldte RUT-register.

Det antages, at udlændinge inden for branchen Finansiering og forsikring har samme overenskomstdækning som beskæftigede inden for Finanssektorens Arbejdsgiverforenings område. Det antages endvidere, at 25 pct. af udenlandske medarbejdere i branchen Landbrug, skovbrug og fiskeri er omfattet af en kollektiv aftale. Antagelsen bygger på et skøn fra GLS-A.

For udenlandske medarbejdere ansat uden for DA-området, den offentlige sektor samt brancherne Finansiering og forsikring og landbrug tages der udgangspunkt i overenskomstdækningen på 58 pct. for hele gruppen i den samlede overenskomstdækning på det danske arbejdsmarked. Dækningsgraden vægtes i forhold til udenlandske medarbejderes relative fordeling på tværs af brancherne for andre/uorganiserede. Det antages, at overenskomstdækningen relativt set har samme profil som på DA-området på tværs af hovedbrancher (men altså på et lavere niveau). Da beregningerne således bygger på en række antagelser for særligt denne gruppe af lønmodtagere på den private del af arbejdsmarkedet, skal overenskomstdækningen tages med disse forbehold.

Læs mere om

OVERENSKOMST OG ARBEJDSRET