Løn og ansættelse

Far tager flere af barnets første sygedage end tidligere

DA Analyse

Selvom det stadig er mor, der tager de fleste af barnets første sygedage, så er der kommet en mere lige fordeling mellem forældrene end tidligere, viser ny DA-analyse.

Det har lige siden kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet været sådan, at det også var kvinderne som normalt blev hjemme med børnene, hvis de var syge.

Men de seneste ti år har det udviklet sig. Det viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, der har kigget nærmere på, hvordan det fordeler sig mellem kvinder og mænd, når det kommer til at tage børnenes første sygedage.

I 2013 var det sådan, at hver gang far tog én af barnets sygedage, så havde mor ved udgangen af året taget 1,84 gang flere. I 2022 er tallet faldet til 1,59 gang flere, hvilket svarer til et fald på ¼ dag.

Det betyder, at hvis far i 2022 i snit tog 3 af barnets første sygedag, så havde mor tilsvarende taget 4,77 dage. Tendensen hen imod en mere ligelig fordeling af barnets første sygedage mellem mor og far gør sig gældende både i den offentlige og private sektor, viser DA’s analyse.

- Det ser ud som om, at der er kommet mere ligestilling mellem mor og far, når de har syge børn. Det er glædeligt, at vi også på det her område begynder at se en bedre kønsbalance, da det også kan bidrage til, at kvinder med børn i lige så høj grad som mænd med børn oplever at have de samme muligheder for at gøre karriere, siger Pernille Knudsen, der er viceadministrerende direktør i DA.

 

Selvom vi endnu ikke er der, hvor forældrene deler sygedagene lige, så håber DA’s viceadministrerende direktør, at en mere ligelig fordeling af børns sygedage også kan være et skridt på vejen til, at flere kvinder ikke føler, at de er udfordret, når de skal have arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.

- Vi kender ikke forklaringen på udviklingen, men der har de senere år været meget fokus på fædres rettigheder i forhold til barsel og generel mere ligestilling i forældrerollerne. Det tror jeg helt klart spiller en rolle. Derfor tror jeg også, at de udvidede rettigheder om øremærket barsel til far og senest de fire ugers ekstra fuld løn under barsel uanset køn, som vi forhandlede sammen med fagbevægelsen ved de seneste overenskomstforhandlinger, også kommer til at have en positiv effekt på fordelingen af sygedagene, siger Pernille Knudsen.

Hvis udviklingen fortsætter som hidtil med samme tempo og nedadgående tendens, så vil mor og far dog først dele barnets sygedage lige om 20 år – nemlig i 2043.

Læs mere om

LØN OG ANSÆTTELSE