Integration

1 ud af 11 indvandrerkvinder med ikke-vestlig baggrund modtager kontanthjælp

DA Analyse

Selvom flere ikke-vestlige indvandrere er kommet i arbejde de seneste år, så er indvandrere med ikke-vestlig baggrund stadig massivt overrepræsenteret i kontanthjælpssystemet. Og særligt kvinderne skiller sig negativt ud, hvor omtrent 11. modtager kontanthjælp.

Indvandrere med ikke-vestlig baggrund er fortsat kraftigt overrepræsenteret i kontanthjælpssystemet. For mens de ikke-vestlige indvandrere udgør 8 pct. af den samlede befolkning i den erhvervsaktive alder – det vil sige mellem 18-66 år – så udgør de 24 pct. af alle kontanthjælpsmodtagere.

Det viser en ny analyse, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har udarbejdet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM.

Blandt personer med dansk herkomst er det 2 pct. af alle i den erhvervsaktive alder, der modtager kontanthjælp, mens 8 pct. af alle indvandrere med ikke-vestlig baggrund i samme aldersgruppe modtager kontanthjælp.

Forskellen er størst blandt kvinderne. Mens omtrent hver 11. indvandrerkvinde med ikke-vestlig baggrund modtog kontanthjælp i starten af 2022, gjorde det samme sig kun gældende blandt hver 50. etnisk danske kvinde.

 

Ikke-vestlige indvandrere udgør også stor andel af de langtidsledige

Indvandrere med ikke-vestlig baggrund er også overrepræsenteret blandt personer, der har fået kontanthjælp i lang tid, viser DA’s analyse.

I marts 2022 var der 6.632 personer, der havde modtaget kontanthjælp uafbrudt i mindst 10 sammenhængende år. Heriblandt var mere end hver tredje ikke-vestlige indvandrere – og 1.583 af de 6.632 langtidsledige var kvindelige indvandrere med ikke-vestlig baggrund.

Det betyder, at næsten hver fjerde af de langvarige kontanthjælpsmodtagere var en kvindelig indvandrer med ikke-vestlig baggrund.

 

Hvert andet kontanthjælpspar er ikke-vestlige indvandrere

Endeligt er indvandrere med ikke-vestlig baggrund også overrepræsenterede blandt kontanthjælpspar.

I marts 2022 var der 3.236 par, hvor begge personer modtog kontanthjælp. Heriblandt udgjorde 1.609 af parrene personer, der begge var af ikke-vestlig baggrund, mens der var 1.302 par, hvor begge personer havde dansk baggrund.

Det svarer til, at halvdelen af alle par, hvor begge modtager kontanthjælp, er ikke-vestlige kontanthjælpspar, mens par, hvor begge personer er af dansk baggrund, udgør 40 pct.

 

 

Sådan har vi gjort

Figuren ”Hvert andet kontanthjælpspar er ikke-vestlige indvandrere” viser sammensætningen af kontanthjælpspar i uge 9 2022, hvor begge par modtager en kontanthjælpsydelse bestående af kontanthjælp, uddannelseshjælp og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Sammensætningen er fordelt på baggrund af herkomst og er inddelt i grupper af par, hvor begge er ikke-vestlige indvandrere, en gruppe hvor begge er etniske danskere og en restgruppe, hvor parrene har forskellig herkomst. 

Kontanthjælpsparrene udgøres af ægtefæller, registrerede partnere, samlevende eller samboende.

Tallene er fundet ved brug af beskæftigelsesoplysninger fra Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM koblet med oplysninger fra Befolkningsregistret.

Figuren ”Mere end 6.600 personer har modtaget kontanthjælp uafbrudt i 10 år” tager udgangspunkt i alle, der modtager kontanthjælp i uge 9 2022. Derefter er personernes forsørgelseshistorik fundet tilbage i tid. Et kontanthjælpsforløb er afbrudt, hvis personen har mindst 4 sammenhængende uger, hvor personen ikke modtager kontanthjælp. Figuren viser alle personer, der har modtaget kontanthjælp i mindst 520 sammenhængende uger.

Tallene er fundet ved brug af beskæftigelsesoplysninger fra Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM.

Læs mere om

INTEGRATION