Integration
Kæmpe potentiale ved at få flere ikke-vestlige indvandrere i arbejde
20. december 2021
DA Analyse
Der er stadig for få personer med ikke-vestlig baggrund, der er i arbejde. Beskæftigelsen kunne øges med 57.000 personer, hvis ikke-vestlige indvandrere arbejdede i lige så høj grad som personer med dansk baggrund.
Det er lykkes at få flere indvandrere og flygtninge ud på arbejdsmarkedet i de seneste år, og mere end hver anden i flygtningegruppen var i arbejde i september 2021. Der er dog fortsat lang vej, før beskæftigelsen for den samlede gruppe af personer med ikke-vestlig baggrund når samme niveau som for personer med dansk baggrund. Men hvis det lykkes at hæve beskæftigelsen for indvandrere med ikke-vestlig baggrund, kunne der potentielt være næsten 57.000 flere i arbejde. Det vil give en samfundsøkonomisk gevinst på mere end 13 mia. kr. og en BNP-effekt på ca. 30 mia. kr.
Næsten 8 ud af 10 af mænd og kvinder med dansk baggrund var i beskæftigelse i 2020. Det er en del højere sammenlignet med niveauerne for indvandrere med ikke-vestlig baggrund. Mindre end to tredjedele af indvandrermænd med ikke-vestlig baggrund var i arbejde i 2020, mens det kun gjaldt for lidt over halvdelen af de ikke-vestlige indvandrerkvinder.
Der er store forskelle mellem kommunernes evne til at få ikke-vestlige indvandrere i arbejde. Flest ikke-vestlige indvandrere er i arbejde i vestegnskommuner som Albertslund, Rødovre, Herlev og Vallensbæk, kommuner nord for København som Egedal og Furesø, samt i vestjyske kommuner som Lemvig og Ringkjøbing-Skjern. Omvendt er der få ikke-vestlige indvandrere i arbejde i byer som Aarhus og Odense, Nyborg og Sønderborg.
De ovennævnte kommuner er også blandt de kommuner, hvor forskellen er lavest, når man ser på andelen, der er i arbejde, mellem personer med dansk baggrund og indvandrere med ikke-vestlig baggrund. I Albertslund er der f.eks. stort set lige mange mænd i arbejde uanset baggrund. I Aarhus er forskellen knap 20 pct.-point. I Ringkjøbing-Skjern er mere end 60 pct. af indvandrerkvinder med ikke-vestlig baggrund i arbejde – 14 pct.-point lavere end andelen af kvinder med dansk baggrund. I Odense er 73 pct. af kvinderne med dansk baggrund i arbejde, mens det omvendt kun gælder for 43 pct. af de ikke-vestlige indvandrerkvinder – den laveste andel blandt alle kommuner.
Den store forskel i beskæftigelsesgraden mellem personer med dansk baggrund og indvandrere med ikke-vestlig baggrund betyder først og fremmest, at virksomhederne går glip af medarbejdere. Hvis ikke-vestlige indvandrere havde samme beskæftigelsesgrad som personer med dansk baggrund, når man tager højde for forskelle mellem køn og kommuner, ville det betyde, at 57.000 flere ikke-vestlige indvandrere potentielt ville være i arbejde. I Aarhus og Odense alene er beskæftigelsespotentialet på henholdsvis ca. 5.500 og 3.100 personer.
Forskellen betyder dog også, at kommunerne og staten går glip af en potentiel økonomisk gevinst på mere end 13 mia. kr. i alt. For det første vil det offentlige spare udgifter til offentlig forsørgelse. Og for det andet vil skatteindbetalingerne stige. I Aarhus og Odense alene er der et økonomisk potentiale på henholdsvis ca. 1,3 mia. kr. og 0,7 mia. kr.
Sådan har vi gjort
Tallene stammer fra Danmarks Statistik RAS-register, der indeholder beskæftigelsesgraden fordelt på kommune, køn og herkomst.
For hver kommune er det beregnet, hvor mange flere indvandrere med ikke-vestlig baggrund, der ville være i arbejde, hvis beskæftigelsesgraden var lige så høj som for personer med dansk baggrund. Beskæftigelsesgraden er beregnet for både mænd og kvinder.
Gevinsten ved at øge beskæftigelsen er beregnet til 240.000 kr. pr. person. Det er samme beløb, som Beskæftigelsesministeriet har brugt i besvarelsen af BEU spm. 266 (alm. del), og det dækker over både besparelser i form af lavere udgifter til forsørgelse og aktivering, ligesom det også dækker over øgede skatteindtægter, når en person kommer i arbejde. I beregningen af beløbet på 240.000 kr. er der taget højde for, at det ikke er alle personer med ikke-vestlig baggrund, der er på overførselsindkomst, men at nogle også er ”selvforsørgende”, der dækker over, at en person hverken er i beskæftigelse eller modtager offentlig forsørgelse. Det gælder for eksempel personer, der er forsørget af deres ægtefælle.