Integration

Indvandrerkvinder stormer ind på arbejdsmarkedet gennem voksenlærlingeordningen

DA Analyse

Brugen af voksenlærlingeordningen er stigende, og flere og flere personer indgår en voksenlærlingeaftale på en virksomhed. Og særligt en gruppe skiller sig ud: antallet af kvinder med ikke-vestlig baggrund i ordningen er næsten firedoblet siden starten af 2017.

Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at voksenlærlingeordningen er populær som aldrig før. De seneste år har den særligt været effektiv til at få kvindelige indvandrere og efterkommere i uddannelse i en virksomhed. Siden første kvartal 2017 er antallet af voksenlærlinge under uddannelse fra denne gruppe næsten firedoblet. For kvinder med dansk oprindelse er tale om en fordobling. Udviklingen viser et billede af et uddannelsestilbud, der har stor succes med at få fat i kvinder, særligt med ikke-vestlig baggrund.

 

Ikke-vestlige kvinder har været underrepræsenteret på arbejdsmarkedet i mange år, og betydeligt overrepræsenteret blandt kontanthjælpsmodtagere – særligt blandt langtidsmodtagere. Det er lykkes at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen for kvindelige efterkommere med ikke-vestlig baggrund, selvom beskæftigelsen fortsat halter efter kvinder med dansk baggrund. Omvendt går det den modsatte vej for mandlige efterkommere med ikke-vestlig baggrund.

Derfor er det afgørende at øge aktiveringsomfanget og fokusere indsatsen på de mest effektive redskaber for at fortsætte med at understøtte den positive udvikling. Voksenlærlingeordningen, hvor virksomhederne får et løntilskud ved ansættelse af voksenelever, er netop sådan en ordning. Det er derfor også positivt, at brugen af ordningen er steget med næsten 50 pct. fra 2020 til 2021, så der nu er næsten 13.000 personer i ordningen.

 

Læs mere om

INTEGRATION