Nytilkomne flygtninge arbejder i erhverv med mangel på arbejdskraft

Integration

Nytilkomne flygtninge arbejder i erhverv med mangel på arbejdskraft

DA Analyse

Knap 15.000 nytilkomne flygtninge er beskæftiget i Danmark. Størstedelen af dem arbejder indenfor brancher med udtalt mangel på arbejdskraft.

Der er godt 36.000 voksne flygtninge og familiesammenførte til flygtninge med ophold i Danmark i under 10 år. Denne gruppe vurderes at være uden permanent opholdstilladelse (se ’sådan har vi gjort’). Knap 15.000, svarende til 41 pct., af disse er beskæftigede.

Hotel- og restaurationsbranchen har flest nytilkomne flygtninge ansat. I 2. kvartal 2018 var 3.000 nytilkomne flygtninge ansat i branchen. I industrien er 2.300 flygtninge ansat, og i handel og rengøringsbranchen er der i hver branche ansat 2.200 flygtninge.

&nspb;

Særligt i hotel- og restaurationsbranchen er denne gruppe af flygtninge overrepræsenteret i forhold til øvrige lønmodtagere. 20 pct. af alle beskæftigede nytilkomne flygtninge arbejder i hotel- og restaurationsbranchen mod blot 4 pct. af samtlige lønmodtagere.

Det samme gælder også om end i lidt mindre udstrækning i industrien og rengørings­branchen.

 

Flygtninge arbejder inden for brancher med mangel på hænder

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) udarbejder løbende analyser over mangel på arbejdskraft. STAR vurderer, at der i andet halvår af 2018 var ca. 67.000 stillinger med forgæves rekrutteringer. I ca. halvdelen af tilfældene blev stillingen besat af en anden profil, end den virksomheden ledte efter. I den anden halvdel af tilfældene blev stillingen ikke besat.

De brancher, hvor de nytilkomne flygtninge typisk har fundet beskæftigelse, hører også til blandt de brancher, hvor rekrutteringsudfordringerne er særligt store.

F.eks. var der forgæves rekrutteringer i 31 pct. af stillingsopslagene i hotel- og restaurationsbranchen. Det er her over hver femte nytilkommet flygtning finder beskæftigelse, når de kommer i job. Også rengøringsbranchen og industrien hører til blandt de brancher, hvor rekrutteringsproblemerne er mest udtalt.

 

Sådan har vi gjort

 

I analysen fokuseres der på flygtninge, der har indrejst til Danmark de seneste ti år og ikke har fået dansk statsborgerskab. Disse flygtninge ville i forskelligt omfang blive påvirket af et øget fokus på hjemsendelse i integrations- og beskæftigelsessystemet. Det er med tilgængelig data ikke muligt at frasortere de flygtninge i gruppen, der har fået permanent opholdstilladelse. I de fleste tilfælde, vil en flygtning først formelt kunne få permanent opholdstilladelse efter 8 år i Danmark, og skal bl.a. have arbejdet i mindst 3 år og 6 måneder, bestået prøve i Dansk 2. Der er dog relativt få flygtninge, der får permanent opholdstilladelse umiddelbart efter 8 års ophold.

Da der i forbindelse med en evt. inddragelse af opholdstilladelse foregår en individuel juridisk vurdering om den pågældende flygtning, kan man ikke ud fra denne data konkludere præcis hvilke personer, der kan hjemsendes eller ej. En eventuel hjemsendelse afhænger først og fremmest af, om danske myndigheder vurderer, at den pågældende person vil være i sikkerhed ved hjemrejse. Dertil skal myndighederne foretage en vurdering af, hvorvidt flygtningen har størst tilknytning til Danmark eller oprindelseslandet. Det er dog en tommelfingerregel i nuværende praksis, at flygtninge, der har opholdt sig i landet i over 10 år vil have så stor tilknytning til Danmark, at deres opholdstilladelse ikke inddrages uanset om deres opholdstilladelse er tidsbegrænset eller tidsubegrænset.

Der ses på personer som har fået opholdstilladelse som flygtninge eller familiesammenføring til en flygtning. Hvis en person er registeret med mere end en indvandringsdato er datoen tættest på udstedelse af opholdsgrundlagstilladelsen anvendt. Der ses på personer der er indvandret i perioden 2008-2018. Personer registreret med dansk statsborgerskab er ikke inkluderet i analysen.

Der anvendes lønmodtagerbeskæftigelsen for 2. kvartal 2018, den indeholder også personer der er i støttet beskæftigelse. Der ses på personens primære branche. Hvis en person har været beskæftiget i mere end en branche, anvendes den branche med flest betale timer. Der ses på personer over 18 år.

STARs rekrutteringsundersøgelse for 2. halvår 2018 anvendes da STAR har ændret opgørelsesmetode og denne ligger tidsmæssigt tætteste på de øvrige opgørelser i denne analyse.

Læs mere om

INTEGRATION