REDUKTION AF BØVL OG BYRDER SKAL REDDE EUROPAS KONKURRENCEEVNE

EU og international

REDUKTION AF BØVL OG BYRDER SKAL REDDE EUROPAS KONKURRENCEEVNE

Pressemeddelelse

Tunge administrative byrder og alt for detaljerede EU-regler står i vejen for et fleksibelt og velfungerende arbejdsmarked med konkurrencedygtige virksomheder. Derfor byder DA det velkomment, at EU-Kommissionen nu peger kompasset i retning mod at genoprette EU’s konkurrenceevne.

EU-Kommissionen har i dag fremlagt sin slagplan for, hvordan der skal rettes op på den haltende europæiske konkurrenceevne, som Draghi-rapporten senest har sat en tyk streg under. I et nyt såkaldt konkurrenceevnekompas udstikker Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, retningen for, hvordan EU-Kommissionens kommende initiativer skal styrke Europas konkurrenceevne globalt.  

Af planen fremgår det blandt andet, at genopretningen skal ske med afsæt i en regelforenkling og reduktion af administrative byrder samt en bedre koordination af, hvilke politikker der skal udmøntes på EU og nationalt plan.

Det er velkomment og helt afgørende ifølge Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, hvis Europa skal kunne begå sig i den benhårde globale konkurrence med ikke mindst kinesiske og amerikanske virksomheder.

- Administrative benspænd og bøvlet bureaukrati er en kæmpe udfordring for et velfungerende arbejdsmarked og konkurrencedygtige virksomheder i Europa. Derfor er det både klogt og strengt nødvendigt, at EU-Kommissionen lægger op til at rydde op i det tunge bureaukrati, som virksomhederne møder. Europæiske virksomheder skal naturligvis have de bedste betingelser for at kunne vokse og innovere, og derfor skal EU-lovgivning ikke spænde ben, men i stedet være et redskab, der kan sikre, at europæiske virksomheder forbliver konkurrencedygtige.

Jacob Holbraad understreger også, at den danske regering skal bruge de gode ambitioner til at gå forrest mod bøvl og byrder i Europa.

- Det er på høje tid, at de velmenende ord bliver omsat til konkret handling. Derfor må danske politikere og den danske regering fortsætte med at sætte et hårdt pres ind på europæiske kollegaer, så de gode udmeldinger ikke ender i skåltaler og løse ambitioner, men derimod i konkret handling, der kan gavne Europas virksomheder og borgere. Det er nødvendigt, hvis vi skal sikre, at Europa fortsat kan være en stærk region med gode forhold for borgerne såvel som virksomhederne.

Læs mere om

EU OG INTERNATIONAL