
EU og international
Europas erhvervsliv samlet i København: Fokus på konkurrenceevne og social dialog
23. maj 2025
Artikel
Vanen tro er det kommende EU-formandskabsland vært for BusinessEuropes Præsidentrådsmøde, COPRES (Council of Presidents). Derfor fandt mødet i år sted i København med Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri som værter. Mødet samlede topledere fra erhvervsorganisationer i hele Europa for at drøfte, hvordan vi sammen kan styrke den europæiske økonomi. Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri benyttede lejligheden til at sætte fokus på centrale emner frem mod det danske EU-formandskab i 2025.
På dagsordenen var blandt andet behovet for at styrke europæisk konkurrenceevne, opbygge en kvalificeret arbejdsstyrke, reducere administrative byrder og forenkle rapporteringskravene for virksomheder og sikre Europas sikkerhed.
Et vigtigt element i drøftelserne var også betydningen af social dialog – både som en grundpille i den danske model og som et redskab til at sikre stabilitet og langsigtet vækst i hele Europa.
Under besøget var der desuden møder med en række danske ministre, herunder erhvervsminister Morten Bødskov, som deltog i pressemøde med Fredrik Persson, formand for BusinessEurope, Lars Sandahl, adm. direktør i Dansk Industri, og Jacob Holbraad, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
Programmet omfattede også et officielt middagsselskab med H.M. Kongen og H.M. Dronningen som en markering af Danmarks værtskab for det europæiske erhvervsliv.
Mødet blev rundet af med et fælles familiefoto og offentliggørelsen af både en fælles erklæring og en pressemeddelelse, som opsummerer erhvervslivets budskaber og forventninger frem mod det danske EU-formandskab.