EU og international

Ny EU-rapport viser mangel på arbejdskraft i Europa

Artikel

Tirsdag den 17. december præsenterede Europa-Kommissionen en ny beskæftigelsesrapport. Rapporten er en del af Kommissionens vækststrategi for 2020, som indgår i den såkaldte europæiske semesterproces.

Kommissionens beskæftigelsesrapport tegner et billede af et Europa i fremgang. Der er nu 241,5 millioner i arbejde og arbejdsløsheden på 6,3 pct. i EU er rekordlav. Samtidig peger rapporten på, at manglen på arbejdskraft stadig er høj. Navnlig i de lande, som i forvejen har lav arbejdsløshed. Rapporten viser, hvad flere organisationer og eksperter i Danmark længe har peget på: At virksomhederne mangler medarbejdere – både i Danmark og i andre europæiske lande.

- Danske virksomheder har i lang tid oplevet en mangel på medarbejdere, og det billede bekræfter rapporten. I sådan en situation er det oplagt at finde medarbejderne i udlandet, men det bliver naturligvis sværere, når resten af Europa også mangler arbejdskraft. Der er ganske enkelt større konkurrence om de dygtige europæere, siger Christiane Miβlbeck-Winberg, europapolitisk chef i Dansk Arbejdsgiverforening.

- Derfor er det helt afgørende, at vi får gjort det lettere for virksomhederne at rekruttere medarbejdere fra lande udenfor EU. Og så skal vi også blive bedre til at målrette beskæftigelsesindsatsen mod konkrete job, så vi kan flytte flere danskere fra overførselsindkomst til beskæftigelse, fortsætter hun.

Behov for at styrke arbejdsmarkedets parter i Europa

Rapporten peger også på nødvendigheden af at have stærke sociale partnere og at involvere dem i det europæiske semester, som er en proces, der skal koordinere de økonomiske politikker i EU-landene. Ikke mindst i diskussioner om strukturreformer af EU’s arbejdsmarkeder.

Mens parterne står stærk i Danmark og Norden, peges der på behov for kapacitetsopbygning og en styrkelse af arbejdsmarkedets parter i en række europæiske lande, herunder Grækenland, Ungarn, Polen og Rumænien.

- Reformer af de europæiske arbejdsmarkeder er noget, som bør ske nationalt og gennem inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Det sikrer løsninger, som balancerer økonomiske og sociale hensyn. Derfor er det også helt rigtigt at styrke parterne i de lande, hvor de står svagt, og den indsats bør prioriteres i det kommende EU-budget for 2021-27, siger Christiane Miβlbeck-Winberg.  

Læs mere om

EU OG INTERNATIONAL