EU og international
Rekordstor mangel på arbejdskraft i Europa
16. januar 2019
DA Analyse
Manglen på arbejdskraft i EU har aldrig været større, og ledigheden er nu så lav, at den ligger under det strukturelle niveau – både i EU som helhed og i mange af de lande, hvor Danmark tidligere har fået mest arbejdskraft fra.
Det er ikke kun Danmark, der lider under en tiltagende mangel på arbejdskraft i øjeblikket – det er tilfældet i langt det meste af Europa. Ser man på EU under ét, har manglen på arbejdskraft aldrig været større.
På EU-plan er det hver fjerde byggevirksomhed, og mere end hver femte industri- og servicevirksomhed der må begrænse produktionen, fordi de ikke kan finde nok kvalificerede medarbejdere.
Største arbejdskraftmangel i EU nogensinde
Arbejdskraftmanglen er særlig stor i lande, hvorfra Danmark de seneste år har haft held med at tiltrække medarbejdere. Tyskland, Polen, Sverige, Rumænien og Litauen er i dag de fem lande, der har leveret flest medarbejdere til Danmark.
I Sverige og Polen mangler omkring halvdelen af byggevirksomhederne medarbejdere, mens det er hver tredje tyske og litauiske byggevirksomhed, der må begrænse produktion pga. mangel på medarbejdere.
I Industrien oplever hver anden polske og hver fjerde tyske virksomhed mangel på arbejdskraft.
På Serviceområdet er det 4 ud af 10 svenske virksomheder og 3 ud af 10 polske, der ikke kan finde de medarbejdere, de har brug for.
Mangel i alle brancher i DK's nærområde
Ledigheden er under det strukturelle niveau
Den lave ledighed betyder, at der ikke er mange ledige ressourcer tilbage på arbejdsmarkedet, og i mange af landene er ledigheden endda faldet så meget, at den nu er lavere end den strukturelle ledighed i landet. Det betyder, at ledigheden er på et så lavt niveau, at det på sigt kan medføre tabt konkurrenceevne.
I Polen er ledigheden i 2018 faldet til 4 pct., mens den strukturelle ledighed skønnes til 5,7 pct. Samme billede går igen i både Tyskland, Rumænien og Litauen om end forskellen til den strukturelle ledig er lidt mindre, og ifølge den nyeste prognose fra EU-Kommissionen kan alle lande se frem til, at ledigheden vil fortsætte med at falde de næste par år.
Ledighed under det strukturelle niveau
Store lønstigninger i Østeuropa
Den hastigt faldende ledighed og stigende produktionsbegrænsninger har medført, at lønnen i mange østeuropæiske lande er steget markant i de seneste par år. Inden for fremstilling er de årlige lønstigninger i Polen, Litauen og Rumænien steget fra omkring 4-6 pct. i 2015 til mellem 8 og 10 pct. i 2018.