Beskæftigelse

Er manglen på arbejdskraft blevet strukturel?

Debatindlæg

Af Anders Borup Christensen, Cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening

Vi har i en lang årrække talt om virksomhedernes udfordringer med mangel på arbejdskraft. Kigger man i de økonomiske lærebøger er mangel på arbejdskraft et forbigående fænomen, som dukker op, når der er ekstra fart i økonomien og som forsvinder igen, når økonomien går ned i tempo. Men sådan er det måske ikke længere?

Stort set alle OECD-lande har i disse år udfordringer med mangel på medarbejdere, og der er en klar tendens til, at omfanget af manglen er blevet større og mere vedvarende end i tidligere periode med gunstige konjunkturer. Selv i de seneste år med svagere vækst og høj inflation i mange OECD-lande har der kun været et mindre fald i mangelindikatorerne, som stadig ligger markant over de tidligere tiders niveauer.

Mangel på medarbejdere på det danske arbejdsmarked er aftaget lidt siden de rekordhøje niveauer i 2022, men man ser også tendensen til mere kronisk mangel på medarbejdere herhjemme.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt manglen på arbejdskraft er blevet mere vedvarende og måske ligefrem strukturel?

OECD har i deres seneste rapport om verdensøkonomien en række forklaringer på, hvorfor manglen på arbejdskraft er blevet et mere varigt fænomen i de vestlige økonomier. Ifølge OECD forstærkes mangel på arbejdskraft i disse år af strukturelle og teknologiske skift, herunder aldring af befolkningen, fremkomsten af kunstig intelligens (AI) og den grønne omstilling.

Aldringen af befolkningen reducerer arbejdsstyrkens størrelse, og det vil i sig selv øge manglen på arbejdskraft. Selv om vi i Danmark har været gode til få seniorerne til at blive længere på arbejdsmarkedet, så er det også en udfordring på det danske arbejdsmarked. Når store årgange af faglærte trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet i de kommende år, vil virksomhedernes rekrutteringsudfordringer forværres markant. Alene frem mod 2030 forventes der at blive 65.000 færre faglærte i arbejdsstyrken.

Samtidig skaber den teknologisk udvikling – ikke mindst udviklingen af AI – et behov for nye færdigheder og kompetencer, som store dele af arbejdsstyrken endnu ikke besidder. IDA har for eksempel tidligere anslået, at vi vil mangle 22.000 it-professionelle i 2030. Tilsvarende vil den grønne omstilling stille krav om flere medarbejdere med helt specifikke fagkompetencer.

Manglen på arbejdskraft afspejler selvfølgelig stadig primært temperaturen i dansk økonomi, men der er åbenlyst nogle strukturelle forhold, som vil forværre manglen på medarbejdere i de kommende år, og som ikke er knyttet til konjunktursituationen.

I en verden med stor økonomisk usikkerhed og stor geopolitisk usikkerhed er det centralt, at Danmark er økonomisk godt rustet til at stå imod handelskrig og foretage de nødvendige investeringer i digital og grøn teknologi samt oprustning af forsvaret. Det kræver, at vi evner at håndtere manglen på medarbejdere, som ikke bare løser sig selv. 

Indlægget er bragt i Børsen 28. april 2025.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE