Beskæftigelse

Svært for virksomhederne at finde ufaglærte medarbejdere

DA Analyse

Virksomhederne har ikke blot svært ved at finde specialister og faglærte medarbejdere. Cirka en fjerdedel af de forgæves rekrutteringer er til ufaglærte stillinger, viser nye tal. Selvom de fleste ledige burde kunne varetage et rengøringsjob, er der alligevel næsten 4.000 forgæves rekrutteringer på rengøringsmedarbejdere.

Virksomhederne har fortsat store problemer med at finde medarbejdere til deres ledige stillinger. Det viser den seneste Rekrutteringssurvey fra STAR. Her fremgår det, at virksomhederne samlet set har haft 69.900 forgæves rekrutteringer i perioden september 2024 til februar 2025. Heraf var 16.600 af de forgæves rekrutteringer til ufaglærte stillinger.

I antal blandt de ufaglærte stillinger er det særligt mange rengøringsjob og stillinger som handicap- og butiksmedhjælpere, som ikke bliver besat. To ud af tre rekrutteringsforsøg til stillingen som klargører er forgæves, og andelen af forgæves rekrutteringer er også høj for eksempelvis kordegne og landbrugsmedhjælpere, jf. tabel 1.

 

Samtidig med at virksomhederne har svært ved at rekruttere ufaglærte medarbejdere, er der 83.000 ledige fuldtidspersoner, hvoraf mange bør kunne varetage mindst én af ovenstående stillingsbetegnelser.

Mange ledige har ufaglærte jobs som jobmål, men forbliver ledige

En del ledige ønsker specifikt at få job inden for top 3 stillingsbetegnelser, hvor der er mange forgæves rekrutteringer. Alligevel er mange ledige i lang tid.

Ser man nærmere på data om de lediges jobmål fra samme periode, var der f.eks. næsten 3.300 ledige, der havde angivet ”rengøringsassistent” som et jobmål, og mere end 60 pct. af dem havde været ledige i mindst 13 uger, jf. tabel 2.

 

 

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE