Særligt den private sektor mangler medarbejdere

Beskæftigelse

Særligt den private sektor mangler medarbejdere

DA Analyse

Manglen på medarbejdere er fortsat særlig udbredt i den private sektor, hvor mere end hvert fjerde rekrutteringsforsøg er forgæves i flere brancher. I den offentlige sektor er det primært enkelt-professioner som social- og sundhedshjælper, der er mangel på.

I de senere år har politikerne særligt koncentreret sig om at sikre medarbejdere til den offentlige sektor. Der er f.eks. givet et ekstraordinært lønløft til udvalgte grupper af offentligt ansatte, der er indgået bilaterale aftaler med udvalgte land om at rekruttere sundhedsmedarbejdere, og der er indgået aftaler om at rekruttere iranske sygeplejersker til sundhedssektoren. Dette til trods for, at efterspørgslen på sygeplejersker er faldet markant, og de iranske sygeplejersker reelt har vanskeligt ved at få de jobs, som de er blevet stillet i udsigt.

Manglen på medarbejdere er mere udbredt i den private sektor

Der er stor forskel på, hvor svært det er at finde medarbejdere. Den nye Rekrutteringssurvey fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at rekrutteringsudfordringerne er mest udbredt i de brancher, der typisk hører til i den private sektor. Mere end hver fjerde virksomhed rekrutterede i perioden juni-november 2024 forgæves efter medarbejdere i brancherne ”handel”, ”landbrug, skovbrug og fiskeri”, ”industri”, ”transport” samt ”hoteller og restauranter”.

I de fire brancher, der typisk associeres med den offentlige sektor, er udfordringerne med at rekruttere medarbejdere mindre. Inden for branchen ”undervisning” var det i samme periode kun i 16 pct. af tilfældene, at det var vanskeligt at finde medarbejdere, jf. figur 1.

 

Rekrutteringsudfordringer medfører produktionsbegrænsninger

En markant andel af de private virksomhederne oplyser, at de har oplevet produktionsbegrænsninger grundet rekrutteringsudfordringer, jf. figur 2. Erhvervslivets udbredte udfordringer med at finde kvalificerede medarbejdere får dermed negative konsekvenser for væksten, når virksomhederne må takke nej til ordrer, fordi de ikke har hænder til at løse opgaven.

 

Manglen på medarbejdere i den private sektor er et vedvarende problem

Rekrutteringsudfordringerne i den private sektor har domineret billedet de seneste tre år. I perioden fra 2023 til 2025 har rekrutteringsanalyserne fra marts måned vist, at 6-8 af de 13 brancher, der typisk hører til i den private sektor, har haft større mangel på medarbejdere end landsgennemsnittet.

Til sammenligning er det kun én af de fire brancher, som typisk hører til inden for den offentlige sektor, der har haft større rekrutteringsudfordringer end landsgennemsnittet, og i 2025 lå ingen af de brancher over landsgennemsnittet, jf. figur 3.

 

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE