
Beskæftigelse
Den offentlige sektor skal i langt højere gear
31. marts 2025
Debatindlæg
Af Anders Borup Christensen, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening
Når der i det kommende årti kommer langt flere ældre danskere, vil der blive brug for mindst 88.000 flere offentligt ansatte. Det er konklusionen i ROCKWOOL Fondens nye rapport om effekterne af en aldrende befolkning skrevet af økonomiprofessor Torben M. Andersen og forskningschef Jan Rose Skaksen.
Når arbejdsstyrken i samme periode kun forventes at stige med godt 47.000 personer, så vil det – konkluderer forfatterne – føre til et betydeligt fald i den private beskæftigelse, der forventes at skrumpe med ca. 41.000 personer. De flere ældre giver altså intens kamp om medarbejderne, og der er simpelthen ikke arbejdskraft nok til både den private og offentlige sektors behov. Hertil kommer en bunden opgave i form af at ansætte mange nye medarbejdere i forsvaret.
Et af svarene på denne udfordring er at øge arbejdsudbuddet. Det er sund fornuft og har været en central del af den førte politik i de seneste 20-30 år. Og den sunde fornuft bør også råde i dansk politik i årene, der kommer. Her er det for eksempel oplagt at se på, hvordan man kan gøre det lettere at rekruttere internationale medarbejdere og fastholde seniorerne længere på arbejdsmarkedet.
Men der er også brug for at tage fat på et mindre brugt instrument i den økonomiske politik. Nemlig tiltag, som kan løfte den offentlige produktivitet.
I Danmark har vi i mange år talt om, hvordan vi kan få den offentlige sektor til at køre længere på literen. Den lave produktivitet i den offentlige sektor har været på dagsordenen i skiftende regeringer, og Produktivitetskommissionen lavede også en stor analyse af området og havde mange anbefalinger til, hvordan man kunne løfte produktiviteten.
Alligevel er der ikke sket noget. Den offentlige produktivitetsvækst er fortsat meget begrænset. Det bekræftede en anden analyse fra ROCKWOOL Fonden for nylig. Og når man ser på antallet af administrative årsværk, som er eksploderet i staten, tyder det på, at det på statens område går i den forkerte retning.
I lyset af de nuværende fremtidsudsigter er behovet for en gennemgribende produktivitetsreform af den offentlige sektor derfor kun blevet endnu større.
Og der er meget at tage fat på. Blandt andet skal vi være langt mere ambitiøse med brugen af kunstig intelligens i den offentlige sektor. Og i DA bakker vi fuldt op om statsministerens nylige udmelding om, at den danske offentlige sektor skal være verdensførende i brug af AI. Men udmeldingen skal følges op med resultater, hvor vi reelt frigør medarbejderressourcer – ellers ender vi blot med status quo.
Samtidig skal vi have et opgør med den rigide og fastlåste løndannelse i den offentlige sektor, hvor det ikke er muligt at honorere de bedste og flittigste medarbejdere, fordi alle medarbejdere får stort set den samme lønstigning. Det siger sig selv, at sådanne incitamentsstrukturer ikke gør noget godt for produktiviteten.
Lad os håbe, at de dystre udsigter med mangel på arbejdskraft, så langt øjet rækker, for alvor kan sætte noget politisk momentum bag et løft af den offentlige produktivitet.
Indlægget er bragt i Børsen den 31. marts 2025.