Beskæftigelse
Beskæftigelsesreform skal have mere fokus på virksomhederne
18. marts 2025
Debatindlæg
Af Erik E. Simonsen, vicedirektør i DA.
Regeringens udspil til en reform af beskæftigelsessystemet er et vigtigt skridt mod et enklere og billigere beskæftigelsessystem i en tid, hvor der i den grad er brug for at effektivisere og tænke nyt.
Desværre er virksomhedernes behov for medarbejdere stort set fraværende i reformforslagene, som bærer for meget præg af at være udtænkt i kontorerne på Slotsholmen og ikke i samråd med virksomhederne. Virksomhedernes behov for medarbejdere og virksomhedernes rolle i et effektivt beskæftigelsessystem bør i langt højere grad indgå i den endelige reform.
Danmark og resten af Europa vil efter al sandsynlighed have en markant mangel på medarbejdere mange år frem. Forsvaret skal opruste voldsomt og have tusindvis af nye medarbejdere. Antallet af borgere over 80 år stiger fra 340.000 i år til 500.000 i 2040. Det lægger pres på sundhedssektoren og ældreplejen. Rockwoolfonden har beregnet, at der på den baggrund bliver brug for 88.000 flere medarbejdere inden for en overskuelig årrække.
Samtidig skal vi sikre, at de private virksomheder stadig kan udvikle sig og være konkurrencedygtige.
Det bliver en monumental udfordring, som fordrer fremtidens svar – ikke fortidens. Der bliver brug for reformer, som kan frigøre ressourcer og arbejdskraft.
Det er i dét verdensbillede, at vi skal se regeringens forslag til beskæftigelsesreform.
For det første er det bemærkelsesværdigt, at man kan spare 3 mia. kroner årligt og afvikle 3.500 stillinger, uden at det vil få væsentlige negative konsekvenser for beskæftigelsen. Det siger noget om, hvor stort et potentiale der er for effektivisering og afbureaukratisering i den offentlige sektor. Ikke kun på beskæftigelsesområdet, men bredt set.
Det er ikke en kritik af de berørte medarbejdere, men det handler om at have en offentlig sektor, som er effektiv og ikke spilder kostbare medarbejderressourcer på administration af overflødige regler. Gad vide, om der ikke er tilsvarende muligheder for afbureaukratisering inden for andre dele af Beskæftigelsesministeriet og andre ministerområder?
For det andet bør en kommende aftale om beskæftigelsessystemet også rette fokus mod virksomhederne frem for næsten udelukkende at fokusere på den enkelte borger, medarbejderne og på frisættelse af kommunerne. Virksomhedernes behov for medarbejdere bør på linje med tilbud til ledige eller frihed for kommunerne være en opgave, som jobcentrene skal løse og måles på deres evne til at løfte.
Fremtidsudsigterne tydeliggør vigtigheden af, at beskæftigelsessystemet understøtter virksomhedernes mulighed for at finde kvalificerede medarbejdere – hurtigt og effektivt.
For det tredje må kommunernes frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen ikke ske på bekostning af virksomhederne. Mange virksomheder samarbejder med adskillige kommuner, og hvis kommunerne indretter sig vidt forskelligt, vil det gøre det alt for besværligt for virksomhederne. Det hjælper ikke på samfundsøkonomien, at vi gennemfører forenklinger i det offentlige, hvis det medfører øget bureaukrati i den private sektor. Det bør være et krav til kommunerne, at virksomheder og borgere har en entydig og ensartet indgang, som svarer til den klarhed, som jobcentre udgør i dag. Hvordan, kommunerne organiserer sig bagved, er op til dem.
Kommunerne og aktørerne på beskæftigelsesområdet skal opfatte virksomhederne som de kunder, de er, og målrette beskæftigelsesindsatsen mod den aktuelle efterspørgsel på arbejdskraft. Det er det bedste udgangspunkt for at håndtere de store udfordringer, som arbejdsmarkedet står overfor.