Beskæftigelse

Flere arbejder langt ud over folkepensionsalderen

DA Analyse

I 2023 var der 84.000 lønmodtagere over folkepensionsalderen på 67 år. Dette er en betydelig stigning sammenlignet med 2013, hvor 48.500 personer over 67 år var i beskæftigelse.

Der er en positiv udvikling for alle alderstrin, jf. figur 1. Stigningen er særlig markant blandt de ældste aldersgrupper. I 2023 var der 45.300 personer over 70 år i beskæftigelse, mens det tilsvarende tal i 2013 var 22.600. Det viser, at seniorerne i langt højere grad end tidligere efter eget ønske fortsætter på arbejdsmarkedet i dag, efter de har nået pensionsalderen.

Seniorernes øgede lyst til at fortsætte i beskæftigelse kan tilskrives flere faktorer. I perioden er både folkepensions- og efterlønsalderen blevet hævet, hvilket har ændret normerne for, hvornår man trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Dette er en stor del af forklaringen på, hvorfor langt flere 67-årige, som netop har nået pensionsalderen, arbejder i 2023 end 2013. Samtidig lever danskerne længere, og mange ældre oplever at have både fysisk og mental kapacitet til at kunne fortsætte længere i beskæftigelse, jf. fx ”Et aldrende Danmark”, Rockwool fonden (2022).

Derudover har politiske tiltag, som seniorpræmieordningen og muligheden for at arbejde uden modregning i folkepensionen, skabt yderligere incitamenter til at blive på arbejdsmarkedet. Den øgede beskæftigelse skyldes også de gode konjunkturer i perioden, som har gavnet seniorerne. Det bemærkes, at større årgange i aldersgrupperne over 70 år også har medvirket til en øget beskæftigelse i disse aldersgrupper.

 

Arbejdstiden for seniorer er steget i perioden, hvilket også afspejler et stigende ønske blandt seniorerne til at fortsætte på arbejdsmarkedet.

Når danskerne når folkepensionsalderen, vælger de fleste at reducere deres arbejdstid, og den gennemsnitlige arbejdstid falder i takt med alderen. Det viser, at arbejdsgiverne i høj grad giver seniorerne mulighed for at tilpasse deres arbejdstid efter deres egne behov og ønsker. Når det i stigende grad bliver tilgodeset, at seniorer kan arbejde i det omfang, der passer dem bedst, bliver det mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen.

 

Stigningen ses på tværs af uddannelsesgrupper

Alle uddannelsesgrupper fortsætter i stigende grad med at arbejde efter folkepensionsalderen. I september 2023 udgjorde personer med erhvervsfaglige uddannelser 40 pct. af de beskæftigede over 67 år. De udgør dermed den største andel af lønmodtagere, der fortsat arbejder efter pensionsalderen. Faglærte udgør også den største andel af befolkningen i denne aldersgruppe (38 pct.).

Der har været en stor stigning i både akademikere og faglærte, der vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet, efter de er fyldt 67 år. De seneste 10 år har stigningen været på 78 pct. for faglærte, mens den har været 96 pct. for akademikere. De 67+-årige har dermed bidraget til at reducere manglen på faglærte medarbejdere.

 

Når man ser nærmere på de stillinger, som faglærte i 2023 over 67 år arbejder i, spænder det bredt over forskellige brancher og stillingsbetegnelser. De mest almindelige brancher er handel, sundhed og socialvæsen, industri, transport og bygge og anlæg. Af stillingsbetegnelser findes de primært inden for service- og salgsarbejde, operatør- og monteringsarbejde samt transportarbejde, andet manuelt arbejde og håndværkspræget arbejde. Mange seniorer vælger at fortsætte med at arbejde efter folkepensionsalderen til trods for, at de kan have fysisk krævende job.

Sådan har vi gjort 

Analysen er lavet på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata, herunder BFL (Beskæftigelse for lønmodtagere), BEF (Befolkningen) og UDDA (Uddannelser).

Opgørelsen er lavet med et nedslag i september i hvert år med det argument, at september er relativt upåvirket af sæsonudsving. Fødselsdatoen er fundet i befolkningsregisteret og bruges til at beregne alderen på det pågældende tidspunkt, en person arbejder. I registeret UDDA findes den højest afsluttede uddannelse i september i det pågældende år.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE