Beskæftigelse

Et stort råderum aflyser ikke reformbehovet

• Print
• Del
• Tilmeld nyhedsbrev

Det er ikke penge – men hænder – som politikerne mangler for at gennemføre deres politiske prioriteringer. Derfor er der fortsat brug for reformer, der øger arbejdsudbuddet.

Af Anders Borup Christensen, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening.

Det finanspolitiske råderum blev fredag opjusteret igen. Denne gang med 11¼ mia. kr. frem mod 2030. Det kommer oveni de 20 mia. kr., som råderummet allerede er opjusteret med under denne regering. I alt er råderummet opgjort til 57¾ mia. kr. i 2030.

Der er naturligvis usikkerhed om råderummet og den stigning i den strukturelle beskæftigelse, som har drevet opjusteringerne i Finansministeriets seneste fremskrivninger. Men det ændrer ikke på, at de offentlige finanser tilsyneladende er bomstærke. Det er altså ikke penge, som politikerne mangler for at gennemføre deres politiske prioriteringer.

Men kan politikerne så gennemføre de ambitioner, de har for blandt andet den offentlige velfærd og den grønne omstilling? Det er tvivlsomt. Det kræver nemlig flere medarbejdere, som allerede nu er en stor mangelvare. Og det er en udfordring, som ikke vil blive mindre i de kommende årtier. Alle prognoser peger på, at vi kommer til at mangle faglærte til både den private og offentlige sektor i fremtiden.

I mellemtiden bruger mange de gentagne opjusteringer af råderummet som et argument for at aflyse behovet for nye reformer, der øger arbejdsudbuddet. Det skyldes formentlig, at behovet for reformer i den politisk debat historisk har været tæt knyttet til, at der var røde tal på bundlinjen i den offentlige sektor, og mange af de helt store reformer af arbejdsmarkedet i de seneste årtier er da også blevet gennemført på baggrund af udfordringer knyttet til finansieringen af den offentlige velfærd i Danmark.

I 2006 så man ind i en fremtid, hvor en aldrende befolkning betød, at de offentlige indtægter ikke kunne følge med de offentlige udgifter. Med det bagtæppe indgik et bredt politisk flertal ”Velfærdsaftalen”, som indekserede efterløns- og folkepensionsalderen til den forventede stigning i vores levealder, så man på den måde sikrede holdbarheden af de offentlige finanser.

På samme måde stod man i 2011 i kølvandet på finanskrisen med udsigten til et vedvarende underskud på den offentlige saldo. Her gennemførte man blandt andet ”Tilbagetrækningsreformen”, som fremrykkede hævningen af efterløns- og folkepensionsalderen og samtidig afkortede efterlønsperioden.

Nu er tiden inde til, at man i dansk politik for alvor får øjnene op for, at det ikke er penge men medarbejdere, som er den knappe ressource i fremtiden. Det er manglen på medarbejdere, som står i vejen for udbygningen af den offentlige velfærd, den grønne omstilling og gode vækstbetingelser for virksomhederne.

I det lys er det oplagt at lade en del af råderummet gå til lavere skat på arbejde og til at forbedre virksomhedernes rammevilkår. Men det bør samtidig understøttes af nye reformer, der letter adgangen til internationale medarbejdere, og som får flere af de danskere, der står uden for arbejdsmarkedet, i beskæftigelse. 

Økonomisk kommentar bragt i Børsen den 27. maj 2024.