Beskæftigelse
Unge i sommerjobs dækker 23.000 fuldtidsstillinger hver måned i sommerferien
17. august 2023
DA Analyse
De unge er værdifulde medarbejdere for virksomhederne – særligt i sommerperioderne, hvor især butikkerne og de turistprægede arbejdspladser har stor gavn af de 13-17-årige.
I løbet af sommerferien 2022 havde 142.000 unge mellem 13 og 17 år et sommerjob. Det svarer til, at mere end 40 pct. af alle unge i aldersgruppen arbejdede i løbet af sommeren.
Det viser en analyse, som DA har udarbejdet på baggrund af registre fra Danmarks Statistik.
Det er en stor gevinst og hjælp for virksomhederne, at de unge hjælper til som ferieafløsere eller forstærkning på virksomhederne i en travl sommertid.
- De unge er i sommerferien med til at lappe på den store mangel på medarbejdere, vi har. Men arbejdet er også godt for de unge selv. Et sommerferiejob kan være det første møde med arbejdsmarkedet og dermed give værdifuld erhvervserfaring, og så tjener de unge også deres egne penge, siger Erik E. Simonsen, der er vicedirektør for beskæftigelse og arbejdskraft i DA.
De 13-17-årige arbejder i gennemsnit ca. 7 timer om ugen i deres sommerferie, hvilket svarer til omtrent en dags arbejde hver uge.
Selvom de unge altså ikke arbejder fuldtid, lægger de 13-17-årige samlet set hen over sommeren mere end 11 millioner arbejdstimer, hvilket svarer til 23.000 ekstra fuldtidsansatte hver måned i juni, juli og august.
- Sommeransættelserne giver altså fortsat tid til fritid og ferie i løbet af sommermånederne for de unge, samtidig er de meget værdifulde for virksomhederne, siger Erik E. Simonsen.
Særlig stor værdi for handel-, hotel- og restaurationsbranchen
De unge med sommerjobs er en stor gevinst for virksomheder på tværs af hele arbejdsmarkedet.
Handelsbranchen er den branche, hvor flest unge med sommerjob arbejder, jf. figur 1. I juli 2022 arbejdede fx mere end 35.000 i enten supermarked eller hos købmænd. Det svarer til hver tredje af de i alt 115.000 13-17-årige med et job i netop den måned.
Samtidig har restauranter, cafeer, pizzeriaer, isbarer og bagerier også stor glæde af de unge med sommerjobs.
- I sommerferien arbejder de unge i nogle af de brancher, der også i hverdagen har et stort behov for flere medarbejdere. Det er virkelig godt, men de unge er jo kun en midlertidig arbejdskraft i ferierne. Derfor er der også behov for, at vi får kigget nærmere på, hvordan vi helt generelt gør det lettere at tiltrække flere medarbejdere, fx ved at gøre det nemmere at få internationale medarbejdere at komme til Danmark og arbejde, siger DA’s vicedirektør.