Det nye folketingsår kalder på flere reformer, der skaffer flere hænder

Beskæftigelse

Det nye folketingsår kalder på flere reformer, der skaffer flere hænder

Debatindlæg

Mangel på medarbejdere er en stor udfordring for både virksomhederne og den offentlige sektor. Derfor har DA for nyligt fremlagt 15 forslag, der øger beskæftigelsen med op imod 25.000 personer.

Af Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Et nyt folketingsår er blevet skudt i gang, og med det følger vanen tro regeringens lovprogram for det kommende folketingsår. I DA håber vi, at dette års politiske åbning samtidig markerer starten på et reformår, hvor regeringen kommer et stort skridt nærmere målsætningen om at øge beskæftigelsen med 45.000 personer frem mod 2030.

Det er nemlig afgørende, at regeringen allerede fra folketingsårets begyndelse kommer i arbejdstøjet, for både virksomhederne og den offentlige sektor mangler fortsat kvalificeret arbejdskraft. Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der fra december 2022 til maj 2023 var ikke mindre end 86.400 forgæves rekrutteringsforsøg på alt lige fra pædagoger og SOSU’er til elektrikere og kokke. Tallet er endda lidt højere end kvartalet før, selvom væksten i dansk økonomi er gået ned i gear.

Kort sagt er presset på arbejdsmarkedet fortsat stort – forventeligt også næste år, hvilket en helt ny prognose fra de økonomiske vismænd bekræfter. Mangel på kvalificerede medarbejdere er med andre ord en stor udfordring for virksomheder og den offentlige sektor både nu og her samt i de kommende år. Derfor er der behov for handling og reformer nu.

Med afskaffelsen af store bededag og med reformen af universitetsuddannelserne har regeringen allerede haft fokus på at øge beskæftigelsen. Ifølge lovprogrammet for det kommende folketingsår vil regeringen komme med flere initiativer, der styrker beskæftigelsen. Det er positivt.  Heriblandt en reform af SU-systemet, der skal tilskynde til, at flere færdiggør deres uddannelse på normeret tid. Samtidig har regeringen planlagt en skattereform, der skal øge lønmodtagernes rådighedsbeløb, og som vil gøre det mere attraktivt at arbejde og yde en ekstra indsats.

Men selv hvis regeringsgrundlaget gennemføres som planlagt, mangler regeringen fortsat mere end 20.000 ekstra hoveder og hænder for at indfri reformmålsætningen om 45.000 personer i øget arbejdsudbud. DA har for nyligt fremlagt 15 forslag, der vil øge beskæftigelsen med op imod 25.000 personer. Med forslagene kan regeringen dermed levere det, som den mangler, for at opfylde sit mål.

Forslagene omfatter blandt andet, at det skal være nemmere for virksomhederne at rekruttere internationale medarbejdere. De offentlige forsørgelsesordninger skal tilskynde flere til at være en del af arbejdsmarkedet. Samtidig skal vi have fastholdt flere seniorer på arbejdsmarkedet ved at styrke deres incitament til at fortsætte i beskæftigelse og ved at rydde op i de mange tilbagetrækningsordninger.

Der er ingen copyright på forslagene. Så vi håber, at regeringen vil lade sig inspirere af forslagene i det kommende folketingsår, så manglen på arbejdskraft ikke kommer til at blive et benspænd for, at vi kan opretholde et samfund, hvor vi har hænder nok til at sikre den digitale og grønne omstilling og til at levere gode velfærdsydelser i den offentlige sektor.

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten/Finans den 12. oktober 2023.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE