Beskæftigelse

Selv små lempelser af levetidsindekseringen kan koste holdbarheden af dansk økonomi

• Print
• Del
• Tilmeld nyhedsbrev

Med de nuværende regler for levetidsindeksering af folkepensionsalderen er de offentlige finanser robuste overfor stigende levetid. Det skyldes, at indekseringen sikrer en 1-til-1 sammenhæng mel-lem levetid og pensionsalder.

En lempelse af levetidsindekseringen, hvor der i stedet sigtes efter, at perioden på pension følger en fast andel af livet, vil svække den robusthed. De offentlige finanser vil for eksempel ikke længere være holdbare, hvis levetiden stiger mere end forventet som i catch-up-scenariet i Rockwoolfondens rapport om aldring i Danmark. I det scenarie kan holdbarheden opgøres til -0,3 pct. af BNP. Der-for er det nødvendigt at fastholde den nuværende levetidsindeksering. Det sikrer den nødvendige robusthed af de offentlige finanser, hvis stigningen i levetiden skulle blive kraftigere end ventet.

Den nuværende levetidsindeksering sikrer holdbarheden af dansk økonomi

Levetidsindekseringen af folkepensionsalderen er en grundsten i den økonomiske politik og sikrer, at dansk økonomi er holdbar på længere sigt. Aktuelt opgør Finansministeriet den finanspolitiske holdbarhed til 1,2 pct. af BNP, jf. tabel 1. Det svarer til ca. 27 mia. kr. (i 2022-niveau).

Holdbarhedsberegningen er baseret på en fremskrivning frem til år 2100 og er i sagens natur behæftet med stor usikkerhed. Den usikkerhed gælder ikke mindst forudsætningerne omkring aldringen af befolkningen, som er helt central i vurderingen af, om dansk økonomi er holdbar på længere sigt.

Rockwoolfondens forskningsenhed har for nylig offentliggjort en rapport om danskernes levetid. Rapporten præsenterer et alternativt scenarie, hvor levetiden i Danmark stiger mere end i DREAM’s nuværende befolkningsfremskrivning, som bruges af Finansministeriet og Det Økonomiske Råd. I dette såkaldte catch-up-scenarie øges restlevetiden for 65-årige kvinder med 5,8 år i 2070 i forhold til den nuværende befolkningsfremskrivning. For mænd sænkes restlevetiden med 1,5 år i 2070. Det svarer til en samlet opjustering af restlevetiden for 65-årige på 2,1 år i 2070.

DREAM-gruppen har for Dansk Arbejdsgiverforening lavet beregninger af holdbarheden af de offentlige finanser på et alternativt scenarie for danskernes levetid, som følger den ændrede restlevetid for 65-årige beskrevet ovenfor. Se også boks 1 og dokumentationsnotat fra DREAM for en mere detaljeret gennemgang af beregningerne.

Beregningerne viser, at holdbarheden forværres med knap 0,4 pct. af BNP til 0,9 pct. af BNP med de nuværende regler for levetidsindeksering af folkepensionsalderen, jf. tabel 1. De offentlige finanser vil dog stadigt være holdbare i scenariet. Robustheden skyldes, at der med den nuværende levetidsindeksering af folkepensionsalderen er en 1-til-1 sammenhæng mellem levetid og pensionsalder.

Holdbarheden ved lempeligere indeksering af pensionsalderen

Pensionskommissionen har fået til opgave at se på forslag til en lempeligere indeksering af folkepensionsalderen. Det kan for eksempel være en indeksering, som sigter efter en fast andel af livet på folkepension, i stedet for den nuværende indeksering, hvor der sigtes at et fast antal år på folkepension.   

En model, som fastholder andelen af livet på folkepension i 2040 i al fremtiden, vil med de nuværende antagelser om levetiden og befolkningsudviklingen i fremtiden halvere holdbarheden til 0,6 pct. af BNP, jf. tabel 1. Det kan give indtryk af, at der er plads til at lempe levetidsindekseringen indenfor rammerne af holdbare offentlige finanser.

Men med catch-up-scenariet fra Rockwoolfondens rapport vil denne lempeligere model for levetidsindekseringen imidlertid svække holdbarheden med 1,5 pct. af BNP til -0,3 pct. af BNP, jf. tabel 1. Dermed er offentlige finanser uholdbare på længere sigt. I det scenarie vil de offentlige finanser vise vedvarende og stigende underskud, jf. figur 1.

Når holdbarheden svækkes så markant i catch-up-scenariet med lempet levetidsindeksering, så skyldes det, at folkepensionsalderen nedsættes med 2½ år sammenlignet med de nuværende regler, jf. tabel 2.

I scenariet med de nuværende regler for levetidsindeksering sikrer en højere pensionsalder, at beskæftigelsen kan følge med stigningen i antallet af ældre. I scenariet med de lempede regler sker det modsatte. Her falder beskæftigelsen, og der vil ikke være hænder eller råderum på de offentlige finanser til at håndtere de flere ældre i befolkningen.

Selv om holdbarheden er positiv i den aktuelle fremskrivning, og der i princippet er plads til en varig lempelse af finanspolitikken, så kan holdbarhed ikke fortolkes, som et råderum man frit kan disponere over i den økonomiske politik.

Beregningen af holdbarheden er behæftet med stor usikkerhed. Beregningerne ovenfor viser for eksempel, at udviklingen i levetiden har afgørende betydning for vurderingen af holdbarheden.

Men holdbarheden kan også svækkes, hvis arbejdstiden falder i fremtiden, eller hvis afvandringen fra arbejdsmarkedet før pensionsalderen bliver væsentligt større, end det allerede er antaget i fremskrivningerne. Vurderingen af finanspolitikkens holdbarhed kan dermed ændres væsentlig, efterhånden som ny viden giver anledning til justeringer af antagelserne bag fremskrivningerne.

Den enorme usikkerhed i Finansministeriets fremskrivning betyder, at holdbarheden på de offentlige finanser ikke kan fortolkes som et råderum, som politikerne frit kan disponere over til deres politiske ønsker. Af samme grund er det også uklogt at disponere den positive holdbarhed på forkant til lempeligere levetidsindeksering af pensionsalderen.

Samtidig er netop de nuværende regler for levetidsindeksering – som sikrer en 1-til-1 sammenhæng mellem levetid og pensionsalder – en væsentlig kilde til robustheden af de offentlige finanser overfor stigende levetid og aldring af befolkning.

Det er derfor sund og ansvarlig økonomisk politik at værne om den positive holdbarhed og den nuværende levetidsindeksering. Det vil give dansk økonomi en robusthed og et manøvrerum og en reserve, så der er finanspolitiske muskler til at håndterer de udfordringer, som venter hen ad vejen.

Efterhånden som man kommer længere hen i forløbet, og der bliver større sikkerhed omkring de offentlige overskud efter 2060, så bør man lempe finanspolitikken i form af øgede udgifter eller lavere skatter, idet det selvfølgelig ikke er hensigt, at den offentlige sektor over tid opbygger en stor og stadig voksende nettoformue.