Beskæftigelse

Udenlandske medarbejdere har forlænget opsvinget før corona

DA Analyse

Før corona var dansk økonomi inde i en periode med økonomisk fremgang og stigende beskæftigelse. Fra 2012 til 2019 steg antallet af udenlandske medarbejdere med 65.000 personer. Uden de flere udenlandske medarbejdere ville mangel på arbejdskraft have bremset fremgangen i beskæftigelsen langt tidligere. De udenlandske medarbejdere har været med til at forlænge opsvinget og forebygge overophedning.

Fra 2013 til 2019 var der fremgang i dansk økonomi med stigende beskæftigelse, hvor den samlede lønmodtagerbeskæftigelse steg med over 240.000 personer i forhold til 2012. Over en fjerdedel af denne stigning var udenlandske medarbejdere, idet antallet af udenlandske medarbejdere steg med 65.000 til 160.000 personer.

Udenlandske medarbejdere udgør hermed også en større andel af beskæftigelsen end tidligere. I 2013 var det 4 pct., mens det i 2019 og 2020 var knap 6 pct., jf. figur 1.

 

I takt med at opsvinget bed sig fast og beskæftigelsen steg, blev presset på arbejdsmarkedet gradvis øget. Det kunne blandt andet ses på det såkaldte beskæftigelsesgab, som gik fra at være negativ (2013-2017) til at være positiv (2018-2019), jf. figur 2.

Beskæftigelsesgabet er forskellen mellem den faktiske og strukturelle beskæftigelse. Den strukturelle beskæftigelse udtrykker det beskæftigelsesniveau, som er foreneligt med en stabil inflation. Når beskæftigelsesgabet er positivt, ligger beskæftigelsen over det strukturelle niveau og der vil være mangel på arbejdskraft og et inflationspres i økonomien.

 

Uden flere udenlandske medarbejdere ville beskæftigelsesgabet allerede i 2015 være tæt på at være lukket og fra 2016 være positivt. I slutningen af opsvingsperioden vil beskæftigelsesgabet have været på næsten 90.000 personer uden et større antal udenlandske medarbejdere. Det ville have medført en stor mangel på arbejdskraft og stor risiko for overophedning. Til sammenligning var beskæftigelsesgabet også på næsten 90.000 i 2008, hvor økonomien var kraftigt overophedet før finanskrisen.

De flere udenlandske medarbejdere har således – sammen med blandt andet flere ældre, som er blevet på arbejdsmarkedet i stedet for at trække sig tilbage – været med til at forlænge opsvinget før corona og sikre, at økonomien ikke blev overophedet som før finanskrisen i slutningen af 2000’erne. De 65.000 flere udenlandske medarbejdere skønnes desuden at have løftet velstandsniveauet med omkring 40 mia. kr. i 2019.

Når der ses bort fra stigningen i udenlandsk arbejdskraft, er der selvfølgelig tale om en hypotetisk beregning, og beskæftigelsesgabet vil formentligt ikke nå at blive så højt uden, at økonomien vil begynde at tilpasse sig som reaktion på den store mangel på arbejdskraft.

Boks 1. Sådan har vi gjort

Antallet af udenlandske medarbejdere opgøres på baggrund af Jobindsats.dk og defineres som udenlandske statsborgere med lønindkomst i Danmark, der har erhverv som opholdsgrundlag. Nordiske statsborgere kan frit rejse til Danmark for at arbejde uden arbejdstilladelse, hvorfor opgørelsen også omfatter nordiske statsborgere i kategorien ’øvrige uden lønindkomst’, jf. Jobindsats.dk.

Opgørelsen er eksklusive udstationerede (ifølge RUT), da Finansministeriets opgørelse af beskæftigelsesgabet baseres på beskæftigelsen ifølge nationalregnskabet, hvor udenlandske tjenesteydere ikke indgår.

Skønnet over bidraget til BNP fra de 65.000 flere udenlandske medarbejdere – svarende til ca. 45.000 fuldtidsbeskæftigede – er på baggrund af Finansministeriet svar til Finansudvalget (FIU spm. 310 2018-19 1. samling). Herfra kan det gennemsnitlige bidrag til BNP pr. fuldtidsbeskæftiget udenlandske medarbejdere fra EU15, EU11, udenfor EU samt grænsearbejdere opgøres i 2018. I beregningerne ligges det til grund, at forholdet mellem BNP pr. fuldtidsbeskæftiget for disse fire grupper relativt til BNP pr. fuldtidsbeskæftiget samlet set er konstant i årene. Herefter ganges BNP-bidragene med antallet af fuldtidsbeskæftigede udenlandske medarbejdere i 2012 og 2019 år. BNP-bidragene er opregnet til 2020-priser.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE